Faderen forbød det: Nu jubler Britney Spears over ny milepæl
Det er vist de færreste 40-årige, der kan påstå, at de aldrig nogensinde har sat deres fødder på en bar, men det er ikke desto mindre tilfældet for Britney Spears.
Indtil i går vel og mærke.
Her besøgte den nyligt frigjorte popsangerinde nemlig en bar for allerførste gang i sit liv.
Det skriver Page Six, som refererer til en række af sangerindens Instagram-stories, som hun delte natten til fredag dansk tid.
I en af hendes stories kan man se Britney Spears sidde og nyde en cocktail sammen med sin assistent, Victoria Asher.
- Det her er min første gang på en bar. Min første gang, siger sangerinden i videoen, hvor hun er iført et par store solbriller.
- Jeg føler mig så fin og sofistikeret, fortsætter hun.
I en anden story sender popstjernen en slet skjult stikpille mod sin far, Jamie Spears, der som bekendt havde formynderskab over hende i 13 år indtil for nylig.
- Jeg er så glad for, at de fratog mig mine rettigheder, så jeg ikke kunne få en cocktail i 13 år, lyder det sarkastisk.
Artiklen fortsætter under billedet...
Det er ikke nogen hemmelighed, at Britney Spears' far og resten af hendes familie og management gennem årene har forsøgt alt for at sikre, at hun ikke har haft alkohol til rådighed.
I 2018 kom det for eksempel frem, at sangerindens team havde bandlyst al alkohol backstage til hendes koncerter.
Derudover var der angiveligt en klausul i hendes formynderskab, som lød, at hun ikke måtte drikke alkohol overhovedet.
Så sent som i sidste måned påstod Britney Spears også på Instagram, at hendes far tvang hende til at blive testet flere gange om ugen for at sikre, at hun ikke havde stoffer eller alkohol i blodet.
Det var i november 2021, at en dommer afgjorde, at faderens formynderskab skulle slutte, hvilket betød, at Britney Spears dermed endnu engang blev en fri kvinde.
Og med friheden har hun altså nu nået en ny milepæl: At gå på bar.