Fængslet Joe Exotic skrækslagen: - Jeg dør snart
Joe Exotic fra ”Tiger King - Murder, Mayhem & Madness” afsoner i skivende stund en 22 år lang fængselsdom efter han i januar 2020 blev kendt skyldig i blandt andet at have forsøgt at hyre en lejemorder til at skaffe ærkerival og dyrerettighedsforkæmper Carole Baskin af vejen.
Men den excentriske Exotic er tilsyneladende ikke på toppen i fængslet - tværtimod.
Det afslører et åbent brev, som amerikanske TMZ er kommet i besiddelse af.
I brevet sammenligner Joe Exotics sit fængselsophold med at sidde på dødsgangen - og han beder selveste præsident Donald Trump om et blive løsladt.
I sit tre A4-sider lange brev forklarer Joe Exotic, hvor skidt det står til:
- Min sjæl er død, jeg kæmper hver eneste dag for at holde fast i det lille håb, jeg kan finde, skriver Joe Exotic blandt andet i brevet og forklarer desuden, hvordan personalet i fængslet holder ham indespærret alle døgnets 24 timer uden hverken telefon, e-mail og mad.
Men udover at indespærringen tager hårdt på den midaldrende Joe Exotic, så gør han det desuden klart i brevet, at han ikke får den medicin, som han har behov for.
Ifølge Joe Exotic selv lider han nemlig af en autoimmun sygdom, der gør, at han hver fjerde måned skal have renset sit blod. En behandling, han ikke har fået foretaget siden slutningen af januar grundet sit fængselsophold.
Joe Exotics liv hænger ifølge ham selv i en tynd tråd:
- Jeg taber mig, mine sår vil ikke hele, jeg vil være død inden for to til tre måneder, skriver Exotic dystert i brevet.
Tilbage i april måned blev den nyslåede tv-stjerne smittet med coronavirus i Fort Worth Prison i Texas, hvor han afsoner sin straf. Han skulle dog angiveligt være rask nu.