Fan spotter noget mystisk på foto – redder svømmers liv
Da den australske elitesvømmer Mack Horton i sommers brillerede ved OL i Rio, var det ikke kun hans præstationer i vandet, der vakte opsigt.
En årvågen fan opdagede nemlig noget ved den 20-årige svømmer, som formentlig har reddet svømmerens liv.
Det skriver det britiske medie Daily Mail.
Den opmærksomme fan – hvis identitet ikke er kendt – opdagede nemlig, at Mack Horton havde et modermærke på sit bryst, som havde ændret sig siden sidst, han så ham i vandet.
Og det fik alarmklokkerne til at ringe hos den opmærksomme fan.
Tog selfie i elevatoren - og opdagede så noget uhyggeligt
Det lyder mærkeligt, men... hajangreb reddede hans liv
Fanen endte med at sende en mail til Mack Hortons svømmeteam, hvor han opfordrede holdet til at sende deres talentfulde svømmer forbi lægen. For modermærket bekymrede fanen.
Og der var da også god grund til at tage til lægen, fortæller Mack Horton nu.
På sin Instagram-profil har svømmeren således oploadet et billede, der viser, at han nu har fået fjernet modermærket, fordi der var mistanke om kræft.
- Tak til den person, der mailede til svømmeholdets læge og bad mig om at få mit modermærke tjekket. Godt råd. Meget godt råd, skriver Mack Horton som kommentar til sit billede.
Mack Horton vandt guld i disciplinen 400 meter freestyle ved dette års OL i Rio. Du kan se billeder af ham i galleriet nederst. Her kan du også se dét modermærke, der fik alarmklokkerne til at ringe hos den årvågne fan.
I Danmark har unge kvinder verdensrekorden i tilfælde af modermærkekræft.
Hvert år får over 1.600 danskere konstateret modermærkekræft. Det er derfor vigtigt at holde øje med sine modermærker og tage til lægen, hvis man opdager, at et modermærke vokser unaturligt, ændrer form og/eller farve eller hvis der danner sig sår i modermærket.