Fans håbede til det sidste: Harry Styles-koncert officielt aflyst efter Field's-skyderi
TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
De danske fans af popidolet Harry Styles holdt fast i håbet om en gedigen popfest i Royal Arena ved hjælp af bølger, fællessang og klapsalver.
Men hele 40 minutter efter koncerten skulle have været startet, fik de mange publikummer at vide, at der ikke ville blive nogen stor dansefest til "Watermelon Sugar" og andre hits alligevel.
– Vi har netop fået at vide, at vi skal trække ud af Royal Arena, og alle sammen søge til Vestamager station. Herfra skal vi tage til sidste stop i Vanløse, fortæller SE og HØRs reporter på stedet.
Flere fans græder
Dog er det ikke en helt nem opgave at få de mange mennesker forsvarligt ført ud af arenaen, hvilket betyder, at koncertgængerne må eskorteres ud i hold af politiet.
Herefter bliver de ført op til metroen.
– Det betyder, at der står flere tusinde nu, der venter på at kunne komme ud ad døren, fortæller hun, før hun fortsætter:
– Flere græder, mens de forlader Royal Arena. Jeg ved dog ikke, om der er fordi de er bange, eller fordi de er skuffede og ulykkelige over det hele.
Ifølge hende lyder beskeden til publikum, der er ankommet til multiarenaen i bil, at de ikke kan komme derfra på samme måde, og at de også må søge mod metroen.
Længe forblev fans dog håbefulde, mens de sang "We are the champions" og ældre One Direction-hits, lavede bølge og klappede i takt for at få koncertstemningen i top.
– Der bliver lavet bølge og stadig spillet musik over højtalerne. Folk klapper for at holde stemningen i gang, lyder hendes seneste melding inde fra arenaen, fortalte SE og HØR's kvinde på tribunen, før der blev meldt noget ud om en aflysning.
Forventningen og spændingen stod naturligvis i skærende kontrast til det mareridt, som pludselig søndag eftermiddag udspillede sig i centeret Field's, hvor flere skud fra en tilsyneladende enkelt gerningsmand ramte og dræbte eller sårede flere.
Metroen koger
Folk står som sild i en tønde søndag aften i den københavnske metro. Fordi dørende ikke åbnes på hver station, er der efterhånden rimelig varmt i de overfyldte tog.
Der skulle gå yderligere 40 minutter, før den officielle aflysning kom.