Fans i chok over Emma Watsons mystiske kjole
"Hvad foregår der?", "hvordan kan det lade sig gøre?" og "er det magi?".
Det er blot nogle få af de kommentarer, der er strømmet ind fra fans, der er totalt forvirrede over en mystisk kjole, som Emma Watson har vist frem på sociale medier.
Det skriver Page Six.
Ifølge det amerikanske medie har "Harry Potter"-stjernen delt en række reklamebilleder af sig selv og sin bror, Alex Watson, i forbindelse med lanceringen af deres nye fælles gin-brand.
Det er dog især ét af billederne, der har fået folk helt op at køre, og det skyldes, at det på en eller anden måde ligner, at Emma Watsons kjole trodser tyngdekraften.
Mange kan simpelthen ikke forstå, hvordan den 33-årige skuespillerinde formår at holde kjolen oppe, da det mest af alt ligner, at den hænger rundt om hende.
- Hvad i hele hule wingardium leviosa-helvede sker der med den kjole?, spørger en, som tydeligvis har set "Harry Potter"-filmene.
- Hvordan sidder den kjole fast på din krop? Hænger den fast på dine ører?, spørger en anden forvirret type.
- Jeg tror, at nogen har glemt at tage bøjlen ud af kjolen, før hun tog den på, lyder det fra en tredje.
Emma Watson har i skrivende stund ikke kommenteret opmærksomheden omkring kjolen, men mon ikke hun er fint tilfreds med at få lidt ekstra omtale af hendes og broderens nye virksomhed...