Fans raser over Adele: - Tager du pis på os?
– Hvad med dit residency?
Sådan lyder flere frustrerede fans røster under den britiske sangerindes seneste opslag på Instagram, hvor hun ellers stolt og forventningsfuldt afslørede de artister, som hun får musikalsk selskab af, når hun står for en koncert i Hyde Park næste fredag.
For selvom Adele lover både Gabrielle, Tiana Major9 og snart Roskilde-aktuelle Kacey Musgraves, så klinger løfterne om park-koncerten en smule hult, når man tager med i ligningen, at Adele stadig har til gode at melde nyt ud om det Las Vegas-show, som hun trak stikket på i sidste øjeblik helt tilbage i januar.
Rækken af koncerter – under titlen ”Weekends with Adele” skulle have foregået på The Colosseum-teatret Caesars Palace i spillebyen Las Vegas, men en tårevædet Adele måtte aflyse – angiveligt på grund af tidspres og sygdom.
Senere kom det dog frem, at der nok havde været en smule mere drama bag kulisserne, end Adele lige med det første havde givet udtryk for.
Ikke et ord om Las Vegas
”Easy on me”-stjernen har siden lovet sine fans, at hun ville genoptage sine Vegas-shows, så snart det kunne lade sig gøre, men at hun heller ikke har interesse i at stable et ”halvhjertet” show på benene.
Men nu gælder det altså først koncerten under åben himmel i Hyde Park.
– Tager du pis på os? Ikke et ord om Las Vegas, lyder det for eksempel fra en utilfreds fan i kommentarerne.
– Så det må betyde, at du er helt ligeglad med os, der har billet til Las Vegas, spørger en anden.
En anden kræver også svar ved at skrive til sit store idol:
– Hvad med vores residency-datoer???
Skal være i år
Tidligere har The Sun rapporteret, at alle ansatte – der oprindeligt skulle udgøre personalet på Caesars Palace under Adeles storslåede koncerter – er blevet bedt om at pakke deres ting og ikke forvente arbejde før til september.
Dog er Adeles aflysning endt i et stort planlægningsmæssigt rod, da der naturligvis var andre artister annoncereret i løbet af i år.
Om ikke andet skal den britiske Adele Adkins se at få nogle datoer i kalenderen, for som hun tidligere har afsløret, så har hun helt andre planer til næste år, end at skulle være omrejsende popstjerne.
Til den tid planlægger hun nemlig at udvide familien sammen med kæresten Rich Paul, med hvem hun netop for nylig har købt et palæ sammen med i Beverly Hills.