Fans undrer sig over Gwyneth Paltrow i retten: Hvorfor ligner hun Jeffrey Dahmer?!
I går indtog den 50-årige skuespiller Gwyneth Paltrow anklagebænken i retten i den amerikanske delstat Utah.
Her har en mand sagssøgt hende for at køre for vildt på ski og pådrage ham alvorlige skader tilbage i 2016.
Men i retsdramaet er det slet ikke vidneafhøringer eller advokaternes argumenter, der løber med overskrifterne.
For årvågne Twitter-brugere påpeger, at Paltrow i retten bærer nogle slående lighedstegn med en anden person, som er utroligt velbevandret i retslokalet.
Og det er ingen ringere end den notoriske seriemorder Jeffrey Dahmer, som Twitter sammenligner Gwyneth Paltrow med.
– Hvorfor ligner Gwyneth Jeffrey Dahmer?, lyder spørgsmålet fra en Twitter-bruger.
– Hvorfor har hun klædt sig som Jeffrey Dahmer?, stemmer en anden i.
– Ikke et godt look til hende, konkluderer en tredje.
Den amerikanske skuespiller Gwyneth Paltrow var tirsdag i retten i den amerikanske delstat Utah for at forsvare sig i en sag om en skiulykke.
50-årige Paltrow, der også er influencer, beskyldes for at være skyld i et sammenstød med en mand på en skiløjpe i 2016.
Manden, den i dag 76-årige Terry Anderson, pådrog sig angiveligt blandt andet en hjerneskade og brækkede ribben i kollisionen. Han hævder, at skuespilleren var skyld i ulykken og sagsøger hende for 300.000 dollar.
Han har tidligere droppet et krav om erstatning på 3,1 million dollar.