Fem år siden Kim Larsen døde: Hjalmers rørende hilsen til far
I dag – 30. september 2023 – er det præcis fem år siden, at en af de allerstørste musikere i dansk historie gik bort.
For på denne dag for fem år siden sov Kim Larsen stille ind omgivet af sin familie.
Og på denne dag fem år senere sender sønnen Hjalmer Larsen en rørende hyldest til sin far, der tidligere har fortalt, at han var knust og "fucking ødelagt indeni" efter tabet.
"Fem år siden i dag. Det føles som et helt liv, og samtidig i går. Vi mangler dig og savner dig," skriver Hjalmer i en Instagram-story.
Det tilhørende billede viser far og søn ved et bord med hver deres guitar, mens de formodentlig har brygget på noget musik.
Far og søn nåede også at udgive musik sammen. Hjalmer medvirker nemlig på albummet "Sange fra første sal", der udkom omkring et halvt år efter Kim Larsens død.
Kim Larsen blev 72 år gammel.