Fem måneder efter bruddet: Nu afslører Gustav Salinas årsagen
De var så lykkelige.
Lige indtil Mulle, hvis borgerlige navn er Niels Goido, var utro.
Det fortæller Gustav Salinas i Elisa Lykkes podcast ”Fantasier”.
I april annoncerede Gustav Salinas, at forholdet til Mulle var slut. Forholdet endte dog ikke lige efter, Mulle havde været sammen med en anden, røber realityveteranen.
- Vi sluttede af med at have et åbent forhold – nogenlunde. Og det var fordi … Vi havde et lukket forhold, men så var han sammen med en anden – det, man kalder for utroskab, fortæller Gustav og fortsætter:
- Jeg gider ikke drama, for sådan er jeg ikke som person, men så tænkte jeg, så er det bare bedre at være åben, for så er der ikke nogen, som skal være sure, og vi kan være sammen med andre.
Forholdet fortsatte med andre ord ufortrødent, men alt ændrede sig for Gustav, da han og Mulle inviterede andre ind i dobbeltsengen.
- Lige så snart, vi begyndte at være sammen med andre og invitere andre ind i vores forhold, så var jeg ikke forelsket mere. Så forsvandt forelskelsen fuldstændig, erkender han blankt.
Og det var ikke, fordi den veltrænede slikmager ikke syntes, det var frækt at åbne soveværelsesdøren og invitere fremmede fyre ind.
- Men jeg synes jo, at sex er to forskellige ting. Du kan have fræk sex næsten med alle, men du kan ikke have den der intense sex, hvor du bare kigger ind i øjnene og bare tænker: ”Jeg vil dø. Jeg vil blive ved i flere timer. Jeg vil elske dig, jeg vil putte med dig”, hvor det andet sex er sådan … Det er sexet, men lige så snart, du er kommet, vil du faktisk bare gerne i bad og hjem.
Mulles og Gustavs sexliv var intenst i begyndelsen af deres forhold, fortæller han. Og han tror, at det var årsagen til, at de var sammen så længe. Fordi de havde god sex.
- Jeg tror, det ofte er sådan med parforhold, at så længe sex virker og er kinky, så er man generelt længere tid sammen, for lige så snart sex ikke virker, så virker ingenting jo. For sex er bare så vigtigt, slår han fast.
I podcasten røber Gustav desuden, at selv om han er single, er han ingenlunde ramt af sextørke.
- Jeg tror, jeg har det med sex, som nogle har det med junkfood. Når jeg bliver single, får jeg så mange tilbud, og når jeg først kommer ind i den trummerum af tilbud, så er det, som om jeg ikke bliver mæt. Jeg vil have mere.