Kendte5. april 2022

Fifa bekræfter: Nadia Nadim er blevet VM-ambassadør

Nadia Nadim var med til at skabe tvivl om sin nye VM-ambassadørrolle, da hun skrev "aprilsnar" på Instagram
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20180613_mho4139.jpg
 Foto: Martin Høien

Fifa bekræfter i en mail til TV 2 Sport, at Nadia Nadim er blevet ambassadør for VM 2022.

Fodboldspilleren skrev fredag 1. april, at hun skulle være med til at gøre opmærksom på slutrunden i Qatar i sin nye rolle som ambassadør.

Senere opstod der tvivl, da hun samme dag skrev "Glædelig 1. april, alle sammen" og "aprilsnar" i en såkaldt story på Instagram. Det var dog uklart, om opslaget var relateret til VM-offentliggørelsen.

Direkte adspurgt ville hendes agent, Michael Kallbäck, ikke gøre det klart, om der var tale om en aprilsnar eller ej.

Men nu er eventuel tvivl altså endegyldigt manet til jorden.

– Vi er glade for at kunne bekræfte, at Nadia Nadim er ambassadør for Fifa VM Qatar 2022, skriver en talsperson fra Fifa i en mail til TV 2 Sport.

Sponsoreret indhold