Filmkritikere er HELT blæst bagover efter første visning af "Barbie": - Giv Ryan Gosling en Oscar-nominering
Søndag aften blev det lyserøde slør endelig løftet for en udvalgt skare af heldige gæster ved verdenspremieren på det længeventede og ekstremt hypede ”Barbie”.
Naturligvis var mange af biografgængerne i Hollywood enten medvirkende eller anmeldere. Den sidste gruppe lufter nu deres umiddelbare reaktioner på den Greta Gerwig-instruerede film om Mattel-dukken.
Og der er en vældig begejstring at spore.
De sociale medier – herunder navnlig Twitter – oversvømmes af rosende ord om ”Barbie”-filmen. Anmelder på filmsitet Screenrant, Joseph Deckelmeier, kalder filmen for ”sjov, bombastisk og meget klog”.
Ifølge ham sigter instruktør Greta Gerwig efter et absolut højt mål, men rammer den lige i røven så at sige.
– ”Barbie” tog fusen på mig, og her mener jeg i absolut bedste forstand, skriver han.
Oscar-buzz omkring Gosling?
Mest opsigtsvækkende udmeldinger kommer dog ovre hos Jamie Jirak, der er anmelder for ComicBook.com. Hun skriver i et tweet, at ”Barbie” efter hendes mening indtil videre er årets bedste film. Og at der faktisk burde falde prestigefulde priser af til præstationerne i den.
– På forunderlig vis lykkedes det Greta Gerwig at overgå mine forventninger. Hun tackler det positive og negative ved Barbie så smukt. Og giv så Ryan Gosling en Oscar-nominering. Jeg er dødalvorlig!
I det hele taget er det faktisk netop den mandlige hovedrolle – varetaget af Ryan Gosling, som faktisk skulle høre på mange kritiske røster, da hans medvirken første gang blev offentlig kendt – der løber med meget af opmærksomheden.
Ryan Gosling har to gange før været i kapløbet om en Oscar-statuette. Han var nomineret for "Half Nelson" i 2007 og igen i 2017 for sin rolle i "La La Land".
”Pay or Wait”-vært Sharronda Williams komplimenterer især Ryan Gosling, og kalder ham for ”en scenetyv, der leverer de fleste af grinene undervejs.”
– Selvom jeg nød det meste af filmen, så føles manuskriptet dog ”oppustet” til tider, skriver hun, og er således ikke den eneste, der har blandede følelser omkring filmens plot.
"Perfektion"
Skribent på Collider, Perri Nemiroff, har også enkelte ting at udsætte på selve historien og pladsen, der bliver givet til karaktererne.
– Jeg synes, at filmen tjener Margot Robbies ”Barbie”-karakter og hendes rejse godt, men der er andre karakterer, der oplever vigtige karakterbuer, som jeg godt kunne have brugt mere tid på at udforske, skriver hun.
Også på det anerkendte filmmedie Variety kaster anmelder Katcy Stephan lutter roser over ”Barbie”, der har dansk biografpremiere den 21. juli.
– ”Barbie” er perfektion. Greta Gerwig leverer en nuanceret kommentar til, hvad det vil sige at være kvinde på en finurlig, vidunderlig og hylende morsom måde. Hele castet skinner, specielt Margot Robbie og Ryan Gosling, som begge har roller, som de er født til at spille, skriver hun.
Rigtig mange detaljer omkring ”Barbie” er blevet holdt helt tæt til kroppen frem til premieren.
Fans har haft travlt med at grave eater eggs frem i traileren, og selve præmissen for filmen har blot været, at Barbie og Ken forlader ”den perfekte verden” for i stedet at udforske den virkelige verden i stedet.
– At bo i Barbie Land betyder, at man på alle måder er perfekt på et perfekt sted. Medmindre man går rundt med en eksistentiel krise. Eller er en Ken, lyder eksempelvis den danske salgstekst på Kino.dk.
Greta Gerwig har stået for instruktionen, men er også kvinden bag manuskriptet, som hun har udviklet i selskab med Noah Baumbach.
Udover Margot Robbie og Ryan Gosling i de bærende roller, ses også et stjernespækket cast bestående af Kate McKinnin, Issa Rae, Hari Nef, Sharon Rooney, Dua Lipa, Simu Liu, America Ferrera, Will Farrell, Helen Mirren og en hel masse andre.