Finalen afsløret: ”Badehotellet” holdt afskedsmiddag

I 10 år har Amalie Dollerup spillet Amanda i ”Badehotellet” – og netop nu er hun og resten af produktionen i fuld gang med at optage den uigenkaldeligt sidste sæson af den meget populære serie om Andersens Badehotel.
Indtil nu har skuespillerne ikke anet, hvordan hele dramaet ville ende, men det gør de endelig nu.
Det afslørede Amalie Dollerup over for SE og HØR, da vi mødte hende i sidste uge til premieren på ”Jersey Boys”.

Kleenex på menuen
Her fortalte skuespilleren, at hun og resten af holdet skulle samles til middag søndag – altså når du, kære læser, læser dette, så er det i søndags.
– Vi kommer til at holde selve læseprøven som en middag. Og være fælles om det.
Så får vi alle på holdet manuskriptet printet ud – og så sidder vi omkring et bord, lød det fra Amalie Dollerup, som også var sikker på, at tårerne ville få frit løb under middagen.
– Det bliver alt for rørende. Og jeg har da også overvejet, om jeg skal have mine Kleenex med.
– For uanset hvordan det ender, så ender det jo. Og det er jo bare stort at have arbejdet sammen på den måde i 10 år, sagde hun.