Kendte1. november 2024

Fire år efter hans død: Kom helt tæt på Yahya Hassan og familien

Snart kan du komme helt tæt på den afdøde digter Yahya Hassan og hans familie i en ny bog
Yahya Hassan var kendt for at være skarp i replikken og en dygtig digter.
Yahya Hassan var kendt for at være skarp i replikken og en dygtig digter. Han døde i 2020 blot 24 år gammel.
 Foto: Birger Storm

LÆS OGSÅ: Yahya Hassan begravet

29. april 2020 fik danskerne sig noget af et chok, da det kom frem, at den blot 24-årige digter og politiske aktivist, Yahya Hassan, var gået bort.

Det skete syv år efter, at den unge digter var kommet i mediernes søgelys i forbindelse med sin digtsamling "Yahya Hassan", hvor han blandt andet kritiserede sin kulturelle baggrund og sine forældres generation.

Han beskrev flere episoder, hvor han angiveligt skulle være blevet straffet korporligt i sin opvækst. Og nu får vi så alle en mulighed for at komme helt tæt på den familie, som blev skildret i digterens bøger.

13. november udkommer Politikens Forlag med bogen "Familien Hassan", hvor Yahya Hassans mor og hans fire søskende giver et indblik i både Yahya Hassans og familiens historie.

Bogen er skrevet Steffen Stubager, kan man blandt andet læse hos Saxo, som i dag har åbnet for forudbestillinger af bogen.

Fra digter til jaget vildt

Yahya Hassan blev i begyndelsen af 2010'erne spået en lang og spirrende karriere, da han med sin første digtsamling cementerede sig blandt kultureliten i Danmark.

Yahya Hassan var i den grad også kendt for kontroversielle bemærkninger, hvoraf en af de bedst kendt fandt sted på live-tv, da han i et indslag på TV-Avisen sagde, at hans "pik var omskåret, og den var flot".
Yahya Hassan var i den grad også kendt for kontroversielle bemærkninger, hvoraf en af de bedst kendt fandt sted på live-tv, da han i et indslag på TV-Avisen sagde, at hans "pik var omskåret, og den var flot".
 Foto: TV 2

I 2015 blev han politisk aktiv i partiet Nationalpartiet, som ikke blev opstillingsberettiget i tide til valget samme år.

Året efter blev han ekskluderet fra partiet, efter han var blevet anholdt for narkokørsel.

Livet som offentlig person gjorde ham udsat, og derfor modtog han ad flere omgange dødstrusler, ligesom han blev overfaldet.

I 2016 blev Yahya Hassan fængslet og sigtet, da han havde skudt en 17-årig i foden. Ifølge ham skyldtes det, at folk fra bandemiljøet var ude efter ham.

Hassan endte i fængsel, indtil han blev løsladt i december 2017. Herefter fulgte flere år med forskellige sammenstød med myndighederne.

I 2019 udgav han sin anden digtsamling "Yahya Hassan 2", hvor han beskrev sin rejse fra at være "præmieperker" - som han betegnede sig selv - til at være "jaget vildt og fængslet.

I 2020 blev han fundet død i sin lejlighed og blev senere begravet på den muslimske gravplads på Vestre Kikegård i Aarhus.

Sponsoreret indhold