Kendte29. december 2022

Flemming Jensen raser over TV 2: - De skal aldrig nogensinde kontakte mig igen

Den danske skuespiller, forfatter og instruktør kalder sit omtalte Go' Aften Live-interview for "det mest fladpandede", han har været med til
Flemming Jensen vil aldrig kontaktes af TV 2-program igen, siger han.
Flemming Jensen vil aldrig kontaktes af TV 2-program igen, siger han.
 Foto: Ritzau Scanpix

"Lavmålet af dansk journalistik".

Det var, hvad Flemming Jensen blev udsat for, da han var med i Go' Aften Lives studie i slutningen af november.

Her skulle han i kølvandet på den famøse Pyrus-kritik forsvare sin musical "Nissebanden i Julemandens Land" på grund af en scene med danske børn, der spiller grønlandske inuitter.

Men den danske skuespiller, forfatter og instruktør er altså ikke imponeret over, hvordan TV 2 håndterede situationen.

Det siger han nu til Berlingske.

Her langer 74-årige Flemming Jensen først ud efter alle landets kulturredaktioner for ikke at have udvist nogen form for interesse for hans musical, før den blev beskyldt for racisme.

Han mener nemlig, det er "forstemmende", at der skulle ballade til, før medierne overhovedet gad at skrive om forestillingen.

Flemming Jensen (øverst til venstre) spillede selv Lunte i de tre julekalendere om Nissebanden.
Flemming Jensen (øverst til venstre) spillede selv Lunte i de tre julekalendere om Nissebanden.
 Foto: Ritzau Scanpix

Herefter raser han over TV 2 især:

- Særligt Go' Aften Live TV 2 repræsenterede i denne her sag lavmålet af dansk journalistik overhovedet. Jeg har sagt, de aldrig nogensinde mere skal kontakte mig igen fra Go' Aften Live siger Flemming Jensen til avisen og fortsætter:

- De satte mig sammen med syv mennesker i studiet, hvor jeg var den eneste, der kendte eller havde set forestillingen. Så sad der seks mennesker, der skulle have en mening om noget, de ikke havde set, men alligevel mente, at jeg havde misforstået det hele. Det er det mest fladpandede, jeg har været med til.

Berlingske har også været i kontakt med TV 2, som udtaler, at de er "ærgerlige over den følelse, Flemming Jensen sidder tilbage med efter interviewet".

Henriette Ladegaard, der er redaktør på både Go' Aften Live og Go' Morgen Danmark', understreger dog, at TV 2 på forhånd havde havde orienteret Flemming Jensen om præmissen for indslaget.

SE og HØR talte med Flemming Jensen kort efter interviewet i Go' Aften Live, hvor han fortalte, at han nægtede at ændre sin forestilling trods racismeanklagerne.

Læs mere om det her.

Sponsoreret indhold