Flemming Jensen slagtet på live tv: – Jeg er ked af det
Flemming Jensen var i skudlinjen, da han tirsdag aften var i studiet hos "Go' Aften Live" på TV 2.
I kølvandet af Pyrus-polemikken var den 74-årige skuespiller og instruktør i studiet, fordi hans forestilling "Nissebanden i Julemandens Land" får premiere på lørdag, og her faldt nogle bestemte kostumer den studerende Michael Bro for brystet.
Han er nemlig inuit og mente, at nogle danske børn klædt i anorak og sorte parykker i forestillingen var kulturel appropriation og var med til at at opretholde fordommene og diskriminationen af hans folk.
Den kritik afviste Flemming Jensen, og så gik debatten ellers lystigt på direkte tv.
Afbrød debatten
Flemming Jensen, der spiller den ikoniske rolle som nissen Lunte i flere "Nissebanden"-julekalendre, forsvarede sig blandt andet med, at ingen af de andre i studiet havde set forestillingen, men blot drog deres konklusioner ud fra et foto.
Og selv om gæsterne i panelet luftede deres mening, måtte studieværterne Mikkel Kryger og Abdel Aziz Mahmoud lukke ned for debatten, da tiden var udløbet.
På sin Facebook-profil uddyber Flemming Jensen nu debatten, som har gjort ham ked af det.
– Og nu er jeg så lige på landsdækkende tv blevet beskyldt for at nedgøre grønlændere, krænke dem og deres land, skriver han blandt andet i det lange Facebook-opslag.
Han uddyber, at Grønland betyder utroligt meget for ham – både privat og professionelt – og derfor smerter det ham at blive beskyldt for noget så alvorligt:
– Jeg kan ikke ha’, at man tiltror mig at ville dem noget ondt – og jeg mindes ikke, at noget har ramt mig så hårdt. Og gjort mig så ulykkelig. Dét har gjort mig uendeligt ked af det, understreger han.
Vil ikke ændre noget
Over for SE og HØR understreger Flemming Jensen, at han ikke har i sinde at ændre på sin forestilling, der har premiere på lørdag i Teltet på Bakken.
– Hvorfor skulle jeg gøre det? Der er jo ikke noget galt, lyder svaret fra skuespilleren og instruktøren.
Han forklarer, at det er fjerde gang, forestillingen opsættes, og at tusindvis af mennesker har set "Nissebanden i Julemandens Land", uden der har været klager.
– Og nu kommer der nogen, der ikke har set den og er krænkede over noget, de ikke har set. Jeg er ikke så dum, at jeg retter mig efter sådan noget pjat, fortsætter han og tilføjer:
– Jeg sidder sammen med en flok ignoranter i denne her sammenhæng, de ved sikkert noget andet. Men jeg skal ikke rette ind efter nogen, der ikke ved, hvad de taler om. Det ville også være en hån mod de tusinder af mennesker, der har set den de sidste år, og det ville være at snyde de mennesker, der skal se den nu i år, slår han fast.
Flemming Jensen er ikke nervøs for, at der nu kommer negative reaktioner på hans forestilling, efter den har været i vælten i bedste sendetid hos TV 2:
– Næ, hvorfor skulle jeg være det? Der er ikke noget at komme efter, konkluderer han.