Flemming Pless om venskab med Erik Clausen: Fik med grovfilen
LÆS OGSÅ: Peter Aalbæk afslører: Har indspillet film med Erik Clausen
Det var med sognepræst Flemming Pless ved sin side, at Erik Clausen ankom til sin sidste offentlige optræden i sommer. Det var i august til afsløringen af Teaterflisen 2024.
De to venner har dog en lang historie, som går tilbage, til dengang Flemming Pless var dreng, fortæller han til SE og HØR.
- Han var venner med noget af min familie, og jeg synes, han var fuldkommen imponerende: Et menneske, der var larger than life. Den der frækhed og kæft, husker præsten om den nu afdøde instruktør og multikunstner.
Dengang var Erik Clausen endnu ikke begyndt at lave film. Og ifølge Flemming var det også inden, han blev gøgler.
- Han var vinduesmaler, sagde han. Jeg kender sgu ikke nogen malere, der kun var det, siger præsten med et grin.
- Men den der appel og de paroler, der kom ud af munden på ham, det var det mest interessante. Og så gik der mange år, og så oplevede jeg ham pludselig til gadegøgl og alle de ting, og det var mageløst.
Det er i forbindelse med Flemming Pless’ præstegerning, at han ved flere lejligheder har mødt Erik Clausen og fået et særligt forhold til ham.
- Han syntes jo, at præster, det var sgu for mærkeligt. Men det var på den der sådan fede måde, hvor man fik med grovfilen. Og det gav god mening. For Eriks politiske hjerte var jo rent. Han har været en bulderbasse – og det har jeg måske nok også været, men ikke med samme format – men hans hjerte var rent.
- Med et rent hjerte mener jeg, at der var sgu ikke så meget pis. Det, du så, var det, du fik. Du blev hurtigt klar over, at når han mente noget, så mente han præcis dét.
- Er det i dag, du skal møde Jesus?
Trods sit syn på præstegerningen befandt Erik Clausen sig pludselig i Christianskirken på Christianshavn en dag, mens Flemming Pless stadig var præst på stedet.
Pless skulle nemlig vie Eriks datter, Louise Clausen, som også arbejder i filmbranchen.
Så modvilligt indrettede Clausen sig yderst i den brede kirke, så han næsten havde et ben ude ad døren.
- Han sad længst ude på anden række. Det fedeste var at gå ned til Erik, før de gik i gang, og sige ”er det i dag, du skal møde Jesus?”, fortæller præsten og slår en latter op.
- For en gangs skyld sagde Erik ikke noget – han kiggede bare på mig med brændende øjne og stor modvilje og øffede noget, jeg ikke kunne høre.
- Nu skal jeg ikke gøre ham religiøs, men folk af rene hjerter er ofte de mest religiøse.
