Første casting nogensinde: Pludselig skulle Daniel Flamgaard have sex med David Dencik
LÆS OGSÅ: Under huden på Dan Boie fra "Huset": Slap fri af stofferne
Han har aldrig gjort sig på lærredet, når det kommer til film og serier før.
Alligevel brænder Daniel Flamgaard igennem i rollen som den indsatte Tommy i det højaktuelle DR-drama "Huset".
Her indleder karakteren Tommy en seksuel relation til fængselsbetjenten Henrik, der spilles af ingen ringere end David Dencik.
En stor rolle til den ellers ret uprøvede skuespiller, der bestemt heller ikke havde regnet med, at han ville få rollen.
Faktisk var castingen til rollen den allerførste, Daniel Flamgaard nogensinde havde været til. Det fortæller han til SE og HØR.
– Skuespil er noget, jeg altid gerne har villet, så det her var en fed mulighed. Men jeg tænkte, at nu skulle jeg bare til en masse castings og have en hel masse gange "nej".
– Så fik jeg sgu ja, fortæller han ekstatisk.
Sex med en af de største
Daniel Flamgaard har tidligere været tv-vært på Viaplay-programmet "Sat Af", hvor han sammen med makkeren Danijel 'Drux' Deletic besøgte danske fodboldstjerner rundt omkring i Europa.
Derudover har han lagt stemme til Manny i "Gigis 100 Problemer", men ellers er "Huset"-stjernen grøn i skuespillerfaget.
Derfor var det også en smule overvældende at skulle spille tæt op af ikke mindst David Dencik, som han har nogle ret så intense scener med.
Deres respektive roller indleder nemlig en seksuel relation i serien, og Flamgaard har derfor både skullet være nøgen og have sex med en mand i sin ilddåb som skuespiller.
– Jeg kan ikke lide ordet grænseoverskridende. Jeg vil mere kalde det grænseudvidende. Den største barriere var faktisk ikke selve optagelserne. Det var mere beslutningen om at sige ja til at gøre det. Når man først var i gang, så tager blandingen af forberedelse, instruering og samspillet i scenen over, forklarer han om de ganske eksplicitte scener mellem David Dencik og ham.
Scener, han ikke i første omgang var klar over, at han købte ind på.
– Jeg blev kaldt tilbage til kemicasting, hvor David også var der. Der blev jeg spurgt, hvordan jeg havde det med at være nøgen, at blive visiteret, kysse med en mand osv. Der blev hele tiden fyldt på.
– Det er jo situationer, jeg aldrig har prøvet i mit eget liv, så det var et stort skridt ud af min comfortzone, men David (red. Dencik) var helt fantastisk, og man følte sig meget tryg i, hvor dygtig og professionel han er. Det gjorde det nemmere at springe ud i.
Stor debut
Den tidligere tv-vært er ikke uvant i selskab med stjerne. Tidligere har det bare primært været fodboldstjerner og i et format, der skiller sig noget ud for de nye rammer på et serieset.
Det har da også været en stor oplevelse for Flamgaard at få lov til at spille sammen med så store danske skuespillere – og så i debuten.
– Jeg havde kun én scene med Sofie Gråbøl, men hun var virkelig sød og skøn på settet.
Helt naturligt var det dog David Dencik, som Daniel Flamgaard sugede mest til sig fra.
– David Dencik var bare en kæmpe oplevelse at spille over for. At få muligheden for at lære af ham er prisløst.
– Det var lidt som at se på en verdensklasse jazzmusiker jamme. Som Miles Davies. Man føler, han spiller helt frit, men samtlige toner og noder rammes perfekt. Jeg måtte hæve mit niveau hele tiden, så jeg kunne følge med, og vi på den måde kunne "danse sammen", uddyber han.
Nye projekter
Selv om der ikke er flere film- eller serieroller på tegnebrættet lige nu, så er Flamgaard gået i gang med næste projekt.
– Jeg er i studiet nu, hvor jeg sidder og arbejder på en serie med nogle folk, jeg har arbejdet sammen med tidligere, heriblandt Sorena Sanjara, der er instruktør på biografaktuelle "Shabholm". Det er lidt et hjertebarn for mig, og jeg glæder mig helt vildt til, at den er færdig.
Han håber dog på, at rollen som Tommy ikke er den sidste.
– Det er virkelig det fedeste at lave skuespil, og jeg håber virkelig, der kommer flere muligheder. Jeg er blevet lidt forelsket i den måde at fortælle historier på, hvor man træder i andre sko og får lov til at bidrage med elementer af sig selv.
Du kan se Daniel Flamgaard og de andre stjerner i sæsonfinalen af "Huset" søndag klokken 20.00 på DR1.