Formand-Finn fra ”Balladen om kolonihaven” går ind i politik: Jeg vil gøre en forskel
LÆS OGSÅ: Får stor opmærksomhed for ”Balladen om kolonihaven”: Det er gået fuldstændig amok
Da TV 2 sendte ”Balladen om kolonihaven” sidste år, blev Finn Lund Nyby pludselig kendt i hele Danmark – Som formanden midt i ørnens øje og alle de konflikter, der opstod mellem beboerne over hækken i haveforeningen Jørgen Berthelsens Minde i Aalborg.
Selv om formand-Finn skulle lægge ører til megen kritik fra nogle af beboerne i kolonihaven, var han ikke lige sådan til at slå ud af kurs.
Og nu er han klar til at indtage en endnu større holdeplads for kritik, nemlig lokalpolitik. Ved næste kommunalvalg stiller Finn Lund Nyby op for Socialdemokratiet i Aalborg Kommune.
– Der er blevet prikket til mig, og så har jeg sagt ja, fordi jeg tror, det kunne være spændende, og så håber jeg, at jeg kan gøre en forskel for nogle mennesker, fortæller Finn til SE og HØR.
Til daglig arbejde Finn som socialpædagog og det specialiserede område er en af hans vigtigste mærkesager.
– I mit daglige arbejde har jeg set, hvilke konsekvenser det har fået, at det specialiserede område er blevet nedprioriteret, og jeg mener, at man ved at tilføre økonomi til området faktisk vil kunne spare penge i den anden ende, forklarer Finn.
Kolonihaven vender tilbage på TV 2
Finn er stadig formand i kolonihaven, og om han vil fortsætte med det ”må tiden vise”, siger han. Men ifølge ham er stemningen rolig i kolonihaven, og det sociale går i den rigtige retning.
– Men vi er 172 haver, og endnu flere beboere, så selvfølgelig kan vi ikke være enige om alt, siger formanden.
Og så er vi mange, der er spændte på, hvornår vi får et gensyn med kolonihaven og alle dens beboere på TV 2, men noget tyder på, vi må vente lidt endnu.
– Jeg tror, filmholdet er ved at være færdige med at optage, men jeg ved ikke hvornår det bliver sendt på tv, siger Finn.