Forsker om Martin Jørgensens gæld: Om ti år kan den blive slettet
Læs også: Nu skal han betale: Grevinde Alexandra slæber eksen Martin Jørgensen i retten
I januar fik Martin Jørgensen "helle", da han blev fritaget for at betale ekskone grevinde Alexandra sin gæld på 5.453.137,50 kroner tilbage de efterfølgende seks måneder.
Martin Jørgensen er dog ikke længere fritaget, men hans flytning til Firenze har gjort processen mere bøvlet for grevinden.
Og bliver han væk længe nok, slipper han helt for at betale. Det forklarer fogedretsforsker Christian Rützou Hornskov til B.T.
Bliver Martin Jørgensen væk i ti år, udløber gældskravet nemlig.
- Men det er også meget indgribende i et menneskes liv pludselig at forlade sit hjemland og aldrig vende tilbage, siger Christian Rützou Hornskov til mediet.
Christian Rützou Hornskov har selv kendskab, til hvordan inkassoadvokater arbejder i Italien, og han ser det ikke som en mulighed, at hun kan få sine penge, mens Martin Jørgensen befinder sig i Italien. Han mener, at det er spild af penge, forklarer han til mediet.
Fogedretsforskeren anbefaler derfor, at grevinden væbner sig med tålmodighed, og venter på Martin Jørgensen vender tilbage til Danmark, inden der er gået ti år.
Kan fortsat blive fritaget
Grevinde Alexandra kan gentage processen, hun allerede har været igennem, flere gange, men det kan blive en dyr omgang, for Martin Jørgensen kan blive erklæret insolvent igen og igen.
Hvor fogedretsforskeren mener hun bør vente, mener konkursadvokat hos Bjerregaard Advokatfirma, Morten Bjerregaard, at grevinden skal regne med en konkursbegæring.
- Uden at tage stilling til den konkrete sag, så er virkeligheden, at rigtig mange skyldnere afgiver en tvivlsom insolvenserklæring. Derfor kan det være langt mere effektivt at begære skyldneren konkurs i stedet for at slæbe dem i fogedretten, har Morten Bjerregaard tidligere forklaret til SE og HØR.
Læs også: Grevinde Alexandra i totalkrig med Martin Jørgensen: - Giver IKKE op!