Frank Hvam-underbukser med bremsespor
Frank Hvams hvide underhylere kendes af de fleste, som har set komedie-serien Klovn.
Nu benytter undertøjsfirmaet Undy den lidet flatterende Klovn-rekvisit og Frank Hvams navn i markedsføringen af deres egne farverige underbukser.
I reklamer på Facebook bliver Frank Hvams underbukser fremhævet som kontrasten til Undys, fordi Klovn-komikerens mest intime beklædning angiveligt klør, sidder dårligt og har synlige bremsespor.
Emil Broberg Andersen, som er ejer af og direktør for Undy, siger til SE og HØR, at Frank Hvam ikke er blevet spurgt om, hvorvidt Undy må bruge hans navn i reklamerne.
- Nej, det har vi ikke gjort. Jeg var da også i tvivl om, hvorvidt Frank Hvam er et varemærke eller om udtrykket Frank Hvam-underbukser er blevet en generel betegnelse. Vi valgte at tro på det sidste, siger direktøren, som mener, at eksemplet med Frank Hvam-underbukser befinder sig i et gråt område og han beslutter sig derfor for at kontakte sin advokat - efter nogle timer vender Emil Broberg tilbage:
- Vores advokat mener, at der godt kan argumenteres for, at der er noget, som med en generel betegnelse kan kaldes Frank Hvam-underbukser.
Hvad betyder det? Ændrer I reklamerne eller fortsætter de som hidtil?
- I første omgang ændrer vi ikke noget. Men viser det sig, at vi kommer på kant på markedsføringsloven, så kan det godt være, at vi ændrer noget alligevel, lyder det præcise svar fra Undys ejer.
SE og HØR arbejder på at få en kommentar fra Frank Hvam.