Frustreret Line Baun Danielsen: - Jeg længes efter mit gamle liv!
Siden marts har hele verden døjet med corona-restriktioner, og nu er det ved at være for meget for Line Baun Danielsen.
På sin blog fortæller hun under overskriften "Jeg længes efter mit gamle liv!" om de afsavn, hun må lide, efter coronavirus gjorde sit indtog i verden.
Den 58-årige tidligere tv-vært fortæller, at hun skulle have været på fitnesscamp i Marbella, men på grund af corona er hun tvunget til at blive i Danmark:
- Men corona har lukket verden næsten hermetisk. Jeg er ved at få pip og føler mig som en stækket fugl. Jeg længes efter mit gamle liv!, indleder hun i sit blogindlæg.
- Nogen vil med garanti kalde mig forkælet og anklage mig for manglende samfundssind. Det synes jeg ikke. Det handler om noget helt basalt: Om FRIHED. Frihed til at rejse, leve og arbejde frit også både inden- og udenfor landets grænser. En frihed som er taget fra os brat og konsekvent. Det føles virkelig som en frihedsberøvelse. Et coronafængsel, slår hun fast.
Artiklen fortsætter under billedet
Line Baun Danielsen kalder de mange coronarestriktioner for "et coronafængsel". Foto : Kaspar Wenstrup
I sit blogindlæg remser den tidligere tv-vært op, hvor mange danskere der hvert år mister deres liv på grund af overvægt og rygning:
- Men det lukker vi ikke verden og samfundet ned for!, bemærker hun og fortsætter:
- Jeg mærker selv corona i min lille virksomhed, men jeg begynder at spørge mig selv: Er der andre muligheder end dette coronafængsel?
Til sidste kommer Baun Danielsen med en opfordring:
- Måske skulle vi lade folk tage ansvar selv. Lade dem selv vurdere, hvad der er rigtigt for dem, så længe vi spritter af, bærer masker, holder afstand og opfører os ansvarligt. Kort sagt: Frihed under ansvar.