Går imod strømmen: Den skaldede kok sænker priserne
Elpriserne har som bekendt været på galoperende himmelflugt de seneste mange måneder, og det har sat både private og erhervsdrivende under gevaldigt pres.
Også den skaldede kok, som driver restauranten Den skaldede kok – Sæby Søbad, har mærket de stigende priser.
Carsten Olsen, som er den skaldede koks rigtige navn, har ligesom mange andre måttet justere på priserne for at sikre restaurantens overlevelse.
Men ikke som du tror. For tv-kokken er gået imod strømmen, så at sige. Han har nemlig sænket priserne på menukortet.
Det skriver Nordjyske.
- Vi kæmper med næb og klør. Det er hårdt, og jeg kan dårligt nok betale for mine varer. Hvis vi ikke gør noget, får vi ingen kunder, og så må vi lukke. Så jeg gør noget for kunderne og prøver at gå imod strømmen. Jeg vil alligevel hellere knække nakken på første klasse, siger han til avisen.
Derfor har han sænket priserne med en tier på hele baduljen. undtaget pulled pork-burgeren. Den er faldet fra 75 til 49 kr.
For den skaldede kok er klar over, at når forbrugeren bliver ramt på pengepungen, så bliver det altså mindre attraktivt at spise ude – i særdeleshed hvis han ligesom alle andre hæver priserne.
Men han er rygende bevidst om, at hvis hans strategi ikke virker, så må han dreje nøglen om.