Ghita Nørby svarer efter skandaleinterview: - Jeg bliver sgu ked af det
Da skuespillerinde Ghita Nørby i skarpe vendinger kritiserede krigskorrespondent og ”Go’ Aften LIVE”-vært Simi Jan for de ”idiotiske” spørgsmål om minder fra teatret, karriere og døden, satte hun gang i endnu et mediestormvejr.
Siden mandagens omdiskuterede interview på to klapstole på Kongens Nytorv med Nørbys hund Aki i midten af den dårlige stemning har hun ikke ville kommentere den skældud, hun gav Simi Jan på direkte fjernsyn.
Indtil nu.
I Talktown-podcasten ”Fedeabes Aktuelle Forklaringer” tager vært Anders Lund Madsen en snak med den kongelige skuespiller, som faktisk er ked af, at interviewet udviklede sig, som det gjorde.
- Jeg bliver ked af, at jeg ikke kan styre... hvorfor skulle jeg dog råbe op. Det er jo idiotisk, det kan jeg jo godt se. Hvorfor skulle jeg dog det? Hold nu din kæft, Ghita. Så lad være… lad være… jeg bliver sgu ked af det, Anders, siger den 86-årige skuespiller.
Sommerferieramte Danmark diskuterede efter mandag aften pludselig igen ”Matador”-stjernens opførsel i interviewsammenhæng – ligesom det var tilfældet i 2019, hvor Ghita reagerede stærkt på en stor mikrofon og en invitation til en tur i haven på Radio24syv.
"Idiotiske" spørgsmål
I efterfølgende debatindlæg blev hun både kaldt ”fars taktløse tante” i Politiken og ”en af de værste” i BT. Og kulturkommentator Anne Sophia Hermansen proklamerede i dagene efter, at nu går den altså ikke længere med den slags udbrud overfor især yngre kvindelige journalister.
Nørby reagerede blandt andet på, at værtinden Simi Jan spurgte til hendes ”minder” fra den imponerende gamle kulturinsitution bag hende gennem årenes løb. Her er Ghita kommet fra hun var helt lille sammen med sin far, før hun selv kom ind på elevskolen.
- Når hun bruger ordet ”minder” om mit 60-70-årige arbejde på Det Kongelige Teater og også andre steder, så er det altså ikke minder. Så er det livet. Det er det, jeg kommer til at reflektere over, når hun siger ”minder”.
Ifølge 86-årige Ghita Nørby handler meget af det om rammerne for sådan en samtale. For da interviewet blev indledet med en spkaldt "walk-and-talk" i Ghitas barndomsgade i Nyhavn, går det egentligt glat.
Noget mærkeligt noget
Men så tager de plads i den statiske situation på pladsen i indre København.
- Det handler jo om situationsfornemmelse. Man sidder da ikke der og taler om livets mening. Det gør jeg da ikke, mens trafikken og hundeluftere render rundt omkring os, siger Ghita Nørby, og fortsætter:
- Det har jeg da for meget respekt for… Jeg kan da ikke bare sidde og sige noget sludder dér. Det kan jeg da ikke. Og så er det, jeg siger, at det vil jeg ikke svare på det, og så går folk amok. Det forstår jeg ikke.
Journalisten Simi Jan, som selv hentede Ghita i sin bil før interviewet - men som også besluttede sig for at få en anden til at køre hende hjem igen - havde ifølge Ghita ikke delt sine spørgsmål inden.
Skuespillerinden frygtede nemlig, at det i så fald ville blive for "kedeligt" og "arrangeret".
- Måske jeg er naiv, men jeg tror på mennesker. Jeg tror ikke, jeg bliver dårligt behandlet eller udleveret. Jeg troede, at vi ville få det rart, men så blev det pludselig sådan noget mærkeligt noget.