"Gift ved første blik"-Michael mistede mødom som 27-årig: - Ville bare have det overstået

Da Michael Kelså Harder medvirkede i det populære tv-program "Gift ved første blik" tilbage i 2018, var han jomfru. Lige indtil bryllupsnatten.
Her mistede han nemlig sin mødom i en alder af 27 år.
Nu sætter tv-kendissen ord på, hvordan det er at opleve sin seksuelle debut senere i livet end de fleste andre.
Det gør han i et interview med Nordjyske.dk.
Her fortæller Michael Kelså Harder, at han blev mødt af medlidenhed, når han dengang fortalte folk, at han endnu ikke havde prøvet at have sex.
Medlidenheden gjorde dog kun, at han følte sig endnu mere forkert og udenfor, siger han til mediet og påpeger, at det gav ham en følelse af, at det "bare skulle overståes".
- Jeg tror, at klubben er en god formulering, for når folk snakkede om sex, så følte jeg ikke, at jeg kunne bidrage til samtalerne - jeg følte ikke, at jeg var en del af klubben.
- Det blev noget, man bare havde lyst til at få overstået for at blive en del af den, fortsætter han.
Den i dag 34-årige Michael Kelså Harder blev gift med Kathrine i "Gift ved første blik", og det var hende, der over for rullende kameraer afslørede, at hun havde taget hans mødom på bryllupsnatten.
- Da Michael og jeg blev gift, var Michael jomfru, og det er han så ikke længere, siger hun i programmet, hvor også Michael selv satte ord på det.
- Jeg havde altid troet, at det var en lettelse, når det skete og bare slippe for den stigmatisering, der ligger i ordet, 'så er jeg ikke jomfru længere', men det kom bare til at handle om mig og Kathrine, og det er også derfor, at jeg er villig til at fortælle det her, sagde han.
Michael og Kathrine danner stadig par den dag i dag og venter deres andet fælles barn.