"Gift ved første blik"-Olivia raser: Skuffet over DR

De takkede ja til at blive gift ved første blik. Men ægteskabet er bestemt ikke uden problemer.
I denne sæson af det populære DR-program ”Gift ved første blik” ser man således, hvordan det nygifte ægtepar Olivia og Patrick kæmper for kærligheden.
Især Olivia har det svært, for hun føler sig ikke tiltrukket af Patrick – og hun føler heller ikke, at de to har noget til fælles eller nødvendigvis en fremtid sammen.
Over for BILLED-BLADET indrømmer Olivia nu, at hun havde det svært med Patrick. Men hun understreger også, at DR har været lidt for kreative i klipperummet:
- Jeg vil gerne indrømme, at jeg er skuffet over DR’s klipning. Jeg synes ikke det viser hele billedet, siger Olivia og tilføjer:
- Som seer tænker man sit om mig, og det ville jeg også selv gøre. Jeg fremstår som en hård person, men man ser altså ikke halvdelen, siger Olivia til BILLED-BLADET.
I seneste afsnit af ”Gift ved første blik” vælger Olivia – trods en hård bryllupsrejse – at give forholdet til Patrick en chance. Men om det lykkedes dem at finde kærligheden, må tiden vise.