Gisele Bündchen bryder tavsheden om Tom Brady: Ikke derfor vi blev skilt
LÆS OGSÅ: Tom Brady og Gisele Bündchen sætter ord på 'smertefuld' skilsmisse
Sidste år florerede rygterne længe: Skulle Tom Brady og Gisele Bündchen virkelig skilles? Og ja, den var god nok. Kærligheden mellem et af Hollywoods største kendispar var ikke længere.
Det fik naturligvis mange til at spekulere i, hvad der egentlig har været årsagen til, at det labre par efter 13 års ægteskab valgte at gå fra hinanden.
En af de største teorier har været, at det simpelthen var Tom Bradys karriere, som ultimativt kom i vejen for lykken. Men var det nu også det?
Det svarer den 42-årige supermodel nu på i et stort interview med Vanity Fair.
- Hør her, jeg har altid heppet på ham, og jeg ville fortsætte for evigt. Hvis der er én person i verden, som jeg ønsker er den lykkeligste, så er det ham, tro mig.
- Jeg ønsker, at alle hans drømme bliver til virkelighed. Det er virkelig, hvad jeg ønsker fra bunden af mit hjerte.
Den forhenværende Victoria's Secret-model understreger desuden, at rygterne var noget nær det skøreste, hun nogensinde havde hørt, og at det var "meget sårende", fordi hun altid har været en fan af amerikansk fodbold.
Da stjerneparret sidste år gik fra hinanden kaldte de begge bruddet for en "smertefuld" oplevelse, og det lader ikke til at have ændret sig for frøken Bündchen.
- Det er som en død og en genfødsel, siger hun om skilsmissen fra NFL-spilleren og tilføjer:
- Det er som at sørge over en død drøm. Det er hårdt, fordi du forestiller dig at dit liv skulle være på en bestemt måde, og du gjorde alt, hvad du kunne.
- Jeg troede på eventyr, da jeg var barn. Jeg synes, det er smukt at tro på det. Jeg mener.. Jeg er så taknemmelig for, at jeg gjorde det.
- Du giver alt for at opnå din drøm. Du giver hundrede procent af dig selv, og det er hjerteskærende, når det ikke ender på den måde, som du havde håbet på og arbejdet for, men du kan kun gøre din del.
Brady og Bündchen er forældre til børnene Benjamin på 12 år og datteren Vivian på 9.
NFL-stjernen er derudover far til sønnen John Edward på 15 år, som han har sammen med skuespilleren Bridget Moynahan.
Parret blev forlovet i januar 2009 og blev gift i al hemmelighed måneden efter.