Glad Bubber snakker med sine store børn igen
Da Bubber i 2019 lod sig skille fra sin daværende kone, Christina Nørby Ibsen, sluttede forholdet ikke i god ro og mag.
Tv-værten ventede nemlig barn med en ny kvinde, og det var mere, end hans børn kunne klare. Derfor tog de et valg om ikke at se deres far, hvilket blandt andet betød, at Bubber måtte blive væk fra sit barnebarns barnedåb.
Men tiden læger som bekendt alle sår, og kontakten er nu genoprettet.
Det fortæller Bubber til SE og HØR lørdag, hvor han er til velgørenhedsgalla hos Gadens Børn.
– Jeg snakker med dem alle sammen. Det er skønt.
Spurgt ind til, hvem der tog kontakten, svarer Bubber, at begge parter har spillet en rolle.
Løbende kontakt
Skiftet er ej sket fra den ene dag til den anden, men i stedet over tid.
– Der har været løbende kontakt, men nu er den sådan god.
– Det vigtigste i hele verden er jo at holde sammen. Der er så meget man kan være ulykkelig over og bekymre sig over. Men alt det nære bliver man sgu også nødt til at styrke.
– For vi kan ikke en skid alene, men en masse, når vi er sammen, siger en glad Bubber.
Tv-værten danner i dag par med Signe Rossing, der i 2020 fødte parrets første fællesbarn, Alfred.
Sidste år blev Bubber så far til nummer fem, da parret fik en datter.
Bubber har med ekskonen børnene Laura, Oscar og Sofie, mens Signe Rossing er mor til drengene Valdemar, Harald og Ludvig.