Kendte30. juni 2023

Grim skilsmisse: Nu går Kevin Costner til angreb på konen

Filmstjernen beskylder nu sin kommende ekskone for kun at forlange penge for at kunne betale for sine skønhedsoperationer
Kevin Costner and wife Christine Baumgartner pose on the red carpet during the Oscars arrivals at the 94th Academy Awards in Hollywood, Los Angeles, California, U.S., March 27, 2022. REUTERS/Eric Gaillard
Kevin Costner og Christine Baumgartner, mens alt stadig var fryd og gammen mellem dem.
 Foto: Ritzau Scanpix

Det bliver ikke en billig affære for Kevin Costner at blive skilt. I hvert fald ikke hvis det står til hans kommende ekskone, Christine Baumgartner.

Skuespillerens hustru gennem 18 år kræver for det første kassen for at flytte ud af deres tidligere fælles hjem, og så forlanger hun også svimlende 250.000 dollars alene i børnebidrag.

Nu går Kevin Costner dog til modangreb.

Ifølge den 68-årige filmstjerne lyver hans tidligere bedre halvdel nemlig, når hun siger, at hun har brug for de mange penge for at kunne opretholde deres tre børns levestil.

Kevin Costner mener derimod, at 49-årige Christine Baumgartner udelukkende vil have penge, så hun kan betale for sit ekstreme brug af skønhedsoperationer.

Det skriver Page Six, der har fået indsigt i de seneste retsdokumenter i sagen.

Her påstår skuespilleren, at Christine Baumgartner bruger mere end 100.000 dollars om året på skønhedsoperationer, ligesom hun angiveligt bruger tusindvis af dollars på at shoppe samt andre ting, der ikke har med børnene at gøre.

Kevin Costner og hans kommende ekskone har tre børn sammen. De har den 16-årige Cayden Wyatt, den 14-årige Hayes Logan samt den 13-årige Grace Avery.

Det er tidligere kommet frem, at Christine Baumgartner ikke mener, at de 250.000 dollars (1,7 mio. kr.), hun kræver i børnebidrag, er nok til operetholde børnene levestil.

Kevin Costner mener derimod, at de knap 52.000 dollars (350.000 kr.), han betaler i børnebidrag nu, er mere end rigeligt, og han er altså overbevist om, Christine Baumgartner kun er bekymret for at kunne opretholde sin egen levestil.

Det tidligere par har en ægtepagt, hvor der står i detaljer, hvor mange penge Kevin Costner skal betale sin kommende ekskone, men den er hun altså gået rettens vej for at komme udenom.

Tiden må vise, hvem af parterne der får sin vilje, men Kevin Costner behøver vist ikke at være bange for at gå sulten i seng, uanset om han vinder eller taber.

Ifølge retsdokumenter omhandlende skilsmissen tjente han nemlig svimlende 19,5 millioner dollars (129 mio. kr.) alene sidste år.

Christine Baumgartner har derimod ingen indkomst, da hun er arbejdsløs og har været hjemmegående husmor siden 2007.

Sponsoreret indhold