Håndboldhelten var helt i kulkælderen: Tilbage på toppen
Bare 22 år og allerede en af de funklende stjerner på det danske håndboldlandshold. Men for tre år siden måtte Mie Højlund ringe til landstræner Klavs Bruun Jørgensen og takke nej til at komme med til det EM, der ville have været hendes første slutrunde.
Årsagen var ikke en fysisk skade. Det dengang 19-årige supertalent var kørt helt ned i kulkælderen på grund af et stort pres.
– Jeg havde haft et år, hvor jeg var meget omkring både ligaholdet og ungdomsholdet i Randers og ungdomslandsholdet. Så var der ikke tid til skole, og min krop var stresset. Jeg tabte mig, havde det dårligt, og jeg græd til håndbold, fortæller venstrebacken, der nu spiller i Odense.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Når ikke hun trækker i landsholdstrøjen, er det Odense Håndbold, der har fornøjelse af østjydens enorme talent. Her har hun endda lige forlænget kontrakten, så hun er under træner Jan Pytlicks vinger frem til 2024. (Foto: Ritzau Scanpix)
Den rette beslutning
Midt i den hårde tid ventede et europamesterskab, som hun skulle finde ud af, om hun kunne deltage i. Det endte med et nej.
– Det var en meget svær beslutning. Jeg ringede sammen med Klavs mange gange, og jeg var også usikker på min beslutning. Men nu er jeg sikker på, at det var den rette beslutning, fortæller Mie Højlund.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Selv om det nu er tre år siden, taler Mie gerne om den periode, hvor hun gik igennem sin største krise. (Foto: Gregers Overvad)
Heldigvis ventede en lang periode uden kampe, hvor den Voldum-fødte landsholdsspiller fik mulighed for at koncentrere sig om skolen og puste lidt ud.
– Jeg har lært rigtig meget af det. Det var en rigtig hård periode for mig og for min familie, men den proces har givet mig meget, og det tænker jeg meget over – at jeg ikke skal derud igen. Så jeg har lært at sige nej til nogle ting en gang i mellem.
Artiklen fortsætter under billedet ...
De danske piger begyndte i weekenden VM, og drømmer selvfølgelig om at gå hele vejen, som mændene gjorde det i januar – og som kvinderne sidst gjorde i 1997. (Foto: Gregers Overvad)
Langdistance-kæreste
En person er dog ikke blevet ramt af Mie Højlunds nye evne til at sige nej. Kæresten Thomas Viggers beholdt hun – også selv om hun siden har skiftet klub og hjem fra Randers til Odense.
– Han bor i Aarhus, hvor han spiller fodbold og studerer og har et job ved siden af. Det er svært, men vi har klaret det i næsten tre år nu, siger Mie om kæresten, der spiller på Brabrands 2. divisionshold.
Mikkel Hansen er blevet kåret til verdens bedste håndboldspiller
Artiklen fortsætter under billedet ...
I snart fire år har Mie holdt sammen med kæresten Thomas Viggers, 22, selv om hun bor i Odense og han i Aarhus. (Foto: Instagram (Mie Højlund))
Men i december er det altså keeper Althea Reinhardt, der har fornøjelsen af at dele værelse med humørbomben Højlund på værelse 824, hvor de også er flittige til at opdatere alle derhjemme om deres liv gennem Instagram.