Kendte25. maj 2016

Han reddede hende for 18 år siden: I år fik han rørende invitation

For 18 år siden bar politimanden Peter Getz en livløs lille pige ud af et brændende hus og reddede dermed hendes liv. I år – 18 år senere – fik helten en helt særlig invitation
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/reddede_pige_fra_brand.jpg
 (Foto: Hartford Courant/Hartford Police)

Der er to helt specielle dage, som amerikanske Josibelk Aponte aldrig glemmer:

Den 25. juni 1998 reddede en politimand hendes liv efter en brand.

18 år senere, den 17. maj 2016, genså hun på rørende vis sin redningsmand, da han overværende hendes dimission fra universitet.

- Jeg er så taknemmelig, og jeg vil altid kalde ham min skytsengel, siger Josibelk til det lokale medie Hartford Courant.

Selv om hun var bare fem år gammel, vil den 25. juni 1998 aldrig blive glemt.

Dagen blev hendes både ”værste og bedste” dag.

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/reddede_pige_fra_brand.jpg
 (Foto: Hartford Courant/Hartford Police)

Politimanden Peter Getz bar lille Josibelk i sine arme efter branden. Foto: Hartford Courant/Hartford Police

En brand var brudt ud i familien Apontes hjem i Hartford, Connecticut. Lille Josibelk befandt sig i huset sammen med sin onkel, der lå og sov.

Selv husker Josibelk ikke alt. Men hun husker, at hun forsøgte at vække sin onkel – og hun husker den tykke, sorte røg, der langsomt var ved at kvæle hende. Til sidst blev alt sort.

Ikke langt fra huset ilede politimanden Peter Getz af sted. Han havde fået en melding om branden, og sammen med sin kollega hastede han nu afsted. Da han ankom til det flammeomspændte hus, så han en brandmand bære den livløse 5-årige ud af huset.

Hun trak ikke vejret – og da ambulancen endnu ikke var ankommet, handlede Peter Getz lynhurtigt.

Han tog pigen i sine arme og bar hende hen i sin politibil, hvor han straks begyndte at give hende hjerte-lunge-redning, mens de kørte af sted mod hospitalet.

Da de ankom, var hun igen begyndt at trække vejret.

https://imgix.seoghoer.dk/i_dag.jpg
 (Foto: Hartford Courant/Hartford Police)

Josibelk bestod ”magna cum laude” (med stor ros, red.) sine studier ved Eastern Connecticut State University. Og ved sin side havde hun sin redningsmand. Foto: Hartford Courant/Hartford Police

- Jeg har fået at vide, at hvis han bare havde ventet få sekunder mere på ambulancen, så kunne jeg være død, fortæller Josibelk til Hartford Courant.

- Jeg døde næsten, men jeg fik ny chance her i livet. Og den kan jeg takke Peter og alle de andre, der hjalp mig den dag, for, siger hun.

Selv har Peter Getz aldrig været meget for de rosende ord. For som han siger:

- Jeg var bare en af mange. Lige fra alarmcentralen, der sendte alle af sted, til brandmændene, der risikerede deres liv for hente hende i bygningen. Vi gjorde alle, hvad vi var blevet trænet til den dag. Det handler ikke kun om mig. Det er sådan, vi bør arbejde. Det er derfor, vi bærer den uniform, vi gør, forklarer Peter Getz, der dog forleden fik en helt særlig invitation: - Vil du ikke overvære, når jeg får min diplom fra universitet?, spurgte Josibelk, som han reddede 18 år tidligere.

Og dét ville Peter Getz naturligvis.

- Jeg blev helt rørt, da jeg fik hendes invitation. Hun har klaret det så flot, siger den stolte redningsmand.

https://imgix.seoghoer.dk/mit_se_og_hoer_88.png

Sponsoreret indhold