Har du også glemt det? Macaulay Culkin hedder IKKE længere Macaulay Culkin
Kevin, Kev, Kevin McCallister, Mac, Macaulay, Macaulay Culkin.
Kært barn har som bekendt mange navne. Men mange har måske glemt, at stjernen i ”Alene Hjemme”-filmene – skuespiller Macaulay Culkin – i 2018 fik endnu flere.
Den i dag 44-årige skuespiller, der blev kendt som den nuttede og snu Kevin McCallister i ”Alene Hjemme”-filmene, valgte nemlig et nyt mellemnavn under ganske "bizarre omstændigheder".
Han havde således bedt sine mange fans om hjælp til at finde på et nyt mellemnavn.
- Mit mellemnavn er noget dumt. Larry? Orange? Helt ærligt, jeg kan ikke engang huske det. Så jeg spurgte jer alle, om I ville komme med nogle bedre bud, så jeg kan gå ned og få forklaret retten, hvorfor jeg har brug for at få skiftet mit mellemnavn til noget sejt, forklarede skuespilleren (der oprindeligt hed Carson til mellemnavn) i 2018 på sin hjemmeside Bunny Ears.
Og der kom så sandelig mange stemmer og ikke mindst mange bud på ”geniale” mellemnavne.
Der var fem kandidater tilbage i slutspurten: Macaulay Culkin, Shark Week, Kieran, TheMcRibIsBack og slutteligt Publicity Stunt.
Mere end 100.000 valgte at komme med deres bud på, hvad Macaulay Culkins mellemnavn skulle være, og lige midt i juleræset – juleaften 2018 – løftede skuespilleren så endelig sløret for sit nye navn.
Og ja… nu hedder han altså Macaulay Macaulay Culkin Culkin.
- Det klinger godt, skrev en glad Macaulay Macaulay Culkin Culkin efterfølgende på sin Twitter-profil.
Er vi enige med Macaulay Culkin? Tja… Vi ved det ikke helt...