Har Khloé Kardashian tilgivet Jordyn Woods? Nu sender hun kryptisk besked
Den 25-årige model Jordyn Woods var som bekendt ikke længere velkommen hos Kardashian-klanen, da nyheden om, at hun angiveligt havde været sammen med Tristan Thompson, kom ud.
Tristan Thompson var på tidspunktet kærester med den yngste Kardashian-søster, Khloé Kardashian, da han valgte at være hende utro med Kylie Jenners veninde.
Og nu, fire år efter skandalen, tyder noget på, at Jordyn Woods og Kylie Jenner har begravet stridsøksen.
De to blev i hvert fald spottet sammen på en restaurant i Los Angeles lørdag. Og det fik selvsagt internettet til at gå i selvsving.
Men også Khloé Kardashian tjekker ind på de sociale medier. Det gør hun med diverse citater:
– Det kræver nåde at være venlig i grusomme situationer, lyder et af dem, hvis betydning i denne situation ikke umiddelbart er helt klar.
For hvilken situation henviser ”The Kardashians”-stjernen egentlig til? Utroskabsskandalen for år tilbage? Den nuværende situation, hvor hendes lillesøster umiddelbart atter er veninde med den kvinde, der var sammen med Khloés kæreste?
Et andet citat tyder på, at Khloé Kardashian muligvis har tilgivet Jordyn:
– Det er nemt at dømme. Det er sværere at forstå. Forståelse kræver medfølelse og tålmodighed og en vilje til at tro, at gode hjerter nogle gange vælger dårlige metoder. Ved at dømme adskilles vi. Gennem forståelse vokser vi.
Utro igen og igen
Miseren med Jordyn Woods er langt fra den eneste gang, at 32-årige Tristan Thompson har gjort sig uheldigt bemærket.
I 2021 kom det frem, at NBA-spilleren havde gjort en anden kvinde gravid – samtidig med, at han ventede barn nummer to med den yngste Kardashian-søster.
Khloé Kardashian og Tristan Thompson har sammen datteren True på fem år og sønnen Tatum på 11 måneder.