Har sat verdenshistorie: Jeg er tom for ord
For første gang nogensinde i verdenshistorien har et par af samme køn vundet ”Vild med dans”. Og det var et meget rørt vinderpar, Jakob og Silas, der efterfølgende lod sig interviewe:
- Jeg er så stolt over mit land, og jeg er stolt over, at folk har set, at det er to mænd, der danser sammen, men at det også er to mennesker. At folk har kunnet se igennem det – at vi bare er to mennesker, der bare har danset sammen. Jeg kan slet ikke forstå det. Jeg er rørt og virkelig oprigtig overrasket. Jeg havde ikke regnet med på nogen måder, da vi startede det her, at vi kunne nå hertil, sagde Jakob, inden han blev spurgt til, hvad han tænkte om, at han sammen med Silas netop havde skrevet verdenshistorie:
- Hvad skal jeg sige? Det er jo fantastisk. Tænk at jeg har fået lov til det her. Jeg er for én gangs skyld tom for ord.
I sin sejr på tv nævnte Jakob også sin datter, der kom til verden i oktober, mens han var i fuld gang med "Vild med dans". Efter sejren fredag aften satte han flere ord på:
- Vi har jo alle fortjent at danse med dem, vi har lyst til. Det skal min datter og hendes vidunderlige storebror vide, og det her er det bedste eksempel jeg kan give dem. Uanset hvad de vælger, vil jeg stå bag på.
- Det er selvfølgelig en sejr for mangfoldigheden, men håber også folk stemte, fordi jeg knoklede en vis legemsdel ud af bukserne, lød det med et grin fra den nyklækkede vinder.