Kendte12. maj 2023

Harry Styles kommer til Danmark: Trafikkaos i vente

Koncertarrangøren forventer, at den stort annoncerede koncert vil påvirke trafikken i så høj grad, at man kan forvente ekstra rejsetid på op mod to timer
Når 60.000 koncertgæster lægger vejen forbi Horsens i den kommende weekend, skal man være opmærksom på trafikale udfordringer. 
Når 60.000 koncertgæster lægger vejen forbi Horsens i den kommende weekend, skal man være opmærksom på trafikale udfordringer.
 Foto: Evan Agostini/Invision/AP

Man skal væbne sig med en god portion tålmodighed, hvis man skal køre på vejene i og omkring Horsens by denne weekend.

Lørdag og søndag skal den britiske popstjerne Harry Styles nemlig spille to udsolgte koncerter på Nordstern Arena, og det ventes at give trafikale problemer i byen.

Det skriver koncertarrangøren Horsens & Friends på deres hjemmeside.

– Trafiklogistikken omkring Harry Styles-koncerterne bliver svær. Vi forventer en ekstra transporttid på op til 90 minutter, fra du rammer Horsens’ bygrænse, og til du er fremme ved din parkeringsplads (alt efter hvor du parkerer henne).

– Hav tålmodighed! Det tager lang tid at komme både ind og specielt ud af Horsens efter koncerterne – op til 2 timer, skriver koncertarrangøren blandt andet.

Det tidligere "One Direction"-medlem trækker da også 60.000 koncertglade gæster til byen, og derfor har Sydøstjyllands Politi også varslet, at flere veje vil blive afspærret i tidsrummet, hvor popstjernen er i byen.

Nærmere bestemt er der tale om Langmarksvej, Strandlyst, Højdedraget, Blæsbjergvej, Solvej, Irisvej, Nordlystvej, Håbetsvej, Idrætsvej, Stadionsvej, Sportsalle og Ane Staunings Vej.

– Afspærringerne er opsat i tidsrummet fra lørdag kl. 10.00 – mandag kl. 02.00, lyder det fra Sydøstjyllands Politi.

Koncertbilister, der ikke har tilkøbt parkering i forbindelse med koncertbilletten, opfordres til at parkere i midtbyen og ankomme til Horsens via frakørsel Horsens C og Horsens S.

Længe ventet koncert

Koncerterne med det britiske popfænomen har været længe undervejs.

Harry Styles skulle nemlig have givet koncert for et udsolgt Royal Arena i København tilbage i juni 2022, men eftersom det forfærdelige skyderi i Fields fandt sted få timer før koncertstart, måtte Harry Styles aflyse i sidste øjeblik.

Heldigvis kunne Live Nation fortælle tilbage i august, at "Watermelon Sugar"-stjernen ikke var helt færdig med Danmark, og at fans kunne se ham på sin "Love on Tour"-turné i Horsens i weekenden.

Sponsoreret indhold