Hele hendes karriere har været præget af ét rygte: Nu svarer Lana Del Rey igen
LÆS OGSÅ: Mystisk hændelse under Lana Del Rey-koncert: Hvad sker der her?
Kom ikke her og påstå, at Lana Del Rey er en nepo-baby.
Siden den amerikanske sangerinde og sangskriver fik sit store gennembrud med "Video Games" i 2011, har der floreret rygter om, at hun hele sit liv havde levet i rigdom.
Hun skulle angiveligt stamme fra en rig familie, som (ligesom det er tilfældet med Taylor Swift) har hjulpet hende økonomisk med at bryde igennem og få sig et navn i den ubarmhjertelige underholdningsindustri.
Men sådan forholder tingene sig faktisk slet ikke, og nu har den 38-årige Grammy-vinder givet sine fans og følgere klar besked.
Først i en længere kommentar, som Del Rey har smidt i et kommentarspor på en fans Instagram-profil og efterfølgende i en række videoer, som hun har delt på platformen X.
- Vi havde absolut ingen penge. Og sådan er det, skriver Lana Del Rey og fortsætter:
- Jeg voksede op i en bjergby i et lille hus, og vi kæmpede lige så meget som alle andre i byen med 900 indbyggere. Der er ingen anden sandhed end den.
- Hvis historien var sand, ville jeg owne den, ligesom jeg owner mine andre udfordringer.
- Men jeg vil ikke lade som om, jeg kan tage ejerskab over, hvordan det ville have været at have penge eller følelsen af det, før jeg tjente nogle, da jeg var 26. Der er folk, der er kendt og er vokset op rige. Jeg er ikke en af dem.
I en af flere videoer forklarer sangerinden også, at hun blev kaldt for white trash af sine skolekammerater, da hun gik på kostskole.
Hun fortæller også, at hun faktisk boede på et hostel, da hun for første gang optrådte i "Saturday Night Live" med numrene "Video Games" og "Blue Jeans" i 2012.
- Musikken, som jeg laver, kommer fra det sted og den tid i mit liv, hvor vi ikke havde penge. Det er den oplevelse, jeg har haft, lyder det fra "Million Dollar Man"-sangerinden.