Helle Thornings gave til Milo
De har travlt på Tinglysningen.
Ikke mindst fordi Danmarks tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt og hendes 24-årige søn Milo handler ejendom på livet løs.
Med hinanden.
Og oven i købet samme lejlighed.
I 2017 betalte Helle Thorning-Schmidt 4.750.000 kr. for en 97 kvadratmeter stor lejlighed i et attraktivt kvarter på Vesterbro.
Hendes børn Milo og Johanna flyttede ind i boligen, som i 2020 blev solgt videre til Milo.
Prisen var kun 2,3 mio. kr. Altså under halvdelen af det beløb, som Helle Thorning-Schmidt selv havde betalt. Hvad gør man ikke for sine børn?
Lige efter nytår - den 3. januar - blev det så tinglyst, at Helle Thorning-Schmidt havde købt lejligheden af Milo.
Pris: 2,3 mio. kr.
Og i dag blev det så tinglyst, at Milo har købt samme bolig tilbage.
Igen er prisen uændret: 2,3 mio. kr. Overtagelsesdatoen var den 27. december.
SE og HØR har bedt Helle Thorning-Schmidt forklare, hvorfor hun og Milo handler den samme 1. sals lejlighed igen og igen med hinanden til uændret pris.
Foreløbig er den tidligere politiker ikke vendt tilbage.