Hemmeligt frem til ottende måned: Ellie Goulding er gravid
Hvis man skal afsløre sin hidtil hemmeligholdte graviditet med stil, så gør man bedst den slags på siderne i Vogue.
Så bare få uger før hende og gemalen Caspar Jopling, 29, byder deres første barn velkommen til verden, poserer Ellie Goulding med struttende mave i en flot hvid kjole for det britiske modemagasin.
Den 34-årige sangerinde afslører samtidig, at hun er otte måneder henne i graviditeten.
Goulding blev gift med kunsthandler Caspar Jopling i 2019, og hun fortæller, at hun blev gravid undervejs på deres ét års bryllupsfejring i Italien i august.
Størstedelen af coronalockdown har for ”Love Me Like You Do”-hitmageren været brugt i hjemmet i Gloucestershire i det sydvestlige England, og fordi hun ikke har optrådt offentligt siden netop sommeren 2020, har hun haft lejlighed til at gå og lade maven vokse i fred.
Det kommende forældrepar hånd i hånd (Foto: Mega)
Photoshoot over zoom
Selvom det hele kunne lyde nøje planlagt, så var det ifølge popstjernen ikke meningen, at hun skulle blive gravid akkurat et år efter brylluppet.
Vogue-billederne af den højgravide Ellie Goulding er i sig selv lidt af et udstyrsstykke. De er taget af en modefotograf over Zoom på grund af coronahensyn.
Ellie Goulding er ikke alene popstjerne, men bestemt også en del af det finere selskab i Storbritannien. Her er hun gæst ved prinsesse Eugenies bryllup i 2018 (Foto: MEGA)
Det kommende forældrepar blev viet i York Minister i august 2019 i selskab med en stjernespækket flok gæster.
Popstjernerne Katy Perry og James Blunt deltog, og det samme gjorde den engelske prinsesse Eugenie, som angiveligt skulle have introduceret de to til hinanden i sin tid.