Henrik Qvortrup springer ud som Side 9-mand: Men bemærkede du denne detalje?
Køber man Ekstra Bladet i dag, og slår op på deres famøse Side 9, så bliver man mødt af anderledes syn, end hvad man er vant til.
Henrik Qvortrup, der blev annonceret som nu chefredaktør på avisen i maj, går forrest for at udvide det kendte segment, hvor det indtil nu primært har været unge, undertøjsklædte kvinder, der har poseret på siden.
Men Qvortrup i rollen som historiens første Side 9-mand er ikke det eneste, der er nyt og spændende ved billedet af den 58-årige chefredaktør.
På hans bryst flasher han nemlig en klassisk hjertetatovering, som i midten bærer en særlig indskrift - navnet på kæresten Nanna.
Overfor SE og HØR fortæller chefredaktøren, at der er tale om en relativ ny kropsudsmykning:
- Det kan jeg bekræfte. Det er jo den ultimative kærlighedserklæring.
Tilbage i april afslørede Henrik Qvortrup i BT-podcasten ”Det, vi taler om”, at han var kommet i kontakt med Nanna Thoustrup på Instagram, og at han var meget forelsket og glad. Og nu har han altså også erklæret sin kærlighed til hende med en tatovering.
- Vi talte om det, og så fortalte jeg hende: ”Det vil jeg gerne gøre for dig”.
Nye vinde
”Henrik, 58 år, København”, står der ved siden af chefredaktøren klædt i intet andet end et par jeans og et stort smil i onsdagens version af papiravisen.
Og beslutningen om selv at posere på Side 9 har han taget, for at med egne ord at ”udvide konceptet”.
- Det er jo et eksempel på walk-the-talk. Idéen er stadig, at det skal være lækkert at kigge på, og det kan det jo være på mange måder, fortæller han til SE og HØR.
Artiklen fortsætter under billedet:
Det er ikke første gang, at Henrik Qvortrup har spredt julestemning i afklædt tilstand i egne spalter. Da han i december 2008 var afgående chefredaktør på nærværende medie, prydede han pladsen som SE og HØR-manden (Foto: SE og HØR)
Qvortrup håber, at andre mænd får lyst til at melde sig, for at kaste lidt diversitet ud over den mangeårige Side 9-tradition.
- Nu må vi se, om der er nogen, der har lyst til at stille op, eller om jeg har afskrækket dem, slutter han.