Her er 7 Met Gala-skandaler, som vi sent vil glemme
LÆS OGSÅ: Alt du skal vide om Met Gala 2023
Vogue-chefredaktøren Anna Wintour har traditionen tro inviteret til Met Gala. Den store modefest har været afholdt siden 1973, og der har i årenes løb været adskillige skandaler, der har fået modefans til at måbe.
Om der vil være noget drama i år, må tiden vise, men du har i hvert fald rig mulighed for at følge med, når den røde løber skydes igang natten til tirsdag dansk tid.
Indtil da kan vi lige nå at fryde os over syv skandaler, som vi i årenes løb har fået takket være Met Gala.
1) Marilyn Monroes kjole
Da "The Kardashians"-stjernen Kim Kardashian sidste år dukkede op iklædt intet ringere end Marilyn Monroes gamle kjole, fik det i den grad folk op af stolen. Flere rasede nemlig løs over, at Kim havde fået lov til at bære kjolen, der ellers er udstillet på Ripley's-museet "Believe It Or Not".
Kim Kardashian måtte smide hele syv kilo for at kunne klemme sig ned i den stramme sag, men efterfølgende blev hun anklaget for at have ødelagt kjolen. Noget som museet dog efterfølgende afkræftede.
– Jeg troppede op på den røde løber iført morgenkåbe og slippers, og jeg tog kjolen på for enden af løberen, gik op ad trapperne … Jeg havde den måske på i tre til fire minutter, og så skiftede jeg tøj for på toppen af trappen, lød det fra Kim Kardashian få dage efter sidste års Met Gala.
2) Røv og kjoler
Den evige popprovokatør Madonna dukkede i 2016 op til Met Gala i en Givenchy-kjole, der i den grad fangede folks opmærksomhed.
Under temaet "Manus X Machina: Fashion in an Age of Technology" fik popdronningen vist sin bagdel frem i en sort sag af en kjole, der ikke overlod meget til fantasien. Efterfølgende gik Madonna på Instagram for at forsvare sit valg af kjole som et politisk statement.
- Det faktum, at folk rent faktisk tror, at en kvinde ikke har lov til at udtrykke sin seksualitet og være eventyrlysten efter en vis alder, er bevis på, at vi stadig lever i et aldersdiskriminerende og sexistisk samfund, skrev hun.
3) Rygning på toilettet
Det er mere eller mindre streng forbudt at dele billeder på de sociale medier af den store modefest, men hvert år sker det alligevel, at en kendis eller to bryder reglerne.
I 2017 var der dog lidt for mange regler, der blev brudt på en gang, efter kendisdatteren Paris Jackson (datter af Michael Jackson) delte et billede fra Met-badeværelset.
Her fik hun i godt selskab med blandt andre Dakota Johnson, Bella Hadid, Marc Jacobs og Ruby Rose røget cigaretter. Noget, der ledte til at adskillige klager og en undskyldning fra museet, der i fremtiden ville sikre, at dette ikke kan ske igen.
4) Demi Lovatos celebrity-bitch
En kendis, der absolut ikke havde noget sjov med at deltage i Met Gala var sangerinden Demi Lovato, da hun i 2016 troppede op på de ikoniske trapper.
I selskab med Jeremy Scott og Nicki Minaj poserede de tre stjerner på den røde løber, og selvom det hele ser noget så fantastisk ud på billederne, så var det altså ikke, hvad det så ud til at være.
I 2018 kunne Lovato nemlig afsløre overfor Billboard, at det havde været en noget anstrengende aften.
- Jeg havde en forfærdelig oplevelse. Den her ene kendis var en totalt bitch og var forfærdeligt at være sammen med. Det var meget klikeagtigt. Jeg kan huske, at jeg var så ukomfortabel, at jeg fik lyst til at drikke.
Demi Lovato har gennem mange år haft et stort misbrug med både stoffer og alkohol, og selvom hun ikke direkte bekræftede, at det er Nicki Minaj, der var tale om, så har fans af popstjernen aldrig tvivlet på, at den hidsige rapper har været den omtalte bitch.
5) Taylor Swift og Tom Hiddleston
Det var nok den kendisromance, som de færreste havde set komme. Ikke desto mindre var det eftersigende til Met Gala i 2016, at popstjernen Taylor Swift scorede skuespilleren Tom Hiddleston.
På de sociale medier florerede adskillige klip fra efterfesten, hvor sangerinden dansede løs med "Loke"-stjernen. Romancen kom kort tid, efter Swift og producerkæresten Calvin Harris var gået fra hinanden.
Swift og Hiddleson endte med at danne par i en kortere periode, men et forevigt blev det bestemt ikke til.
6) Elevator-gate
Vi kommer absolut heller ikke udenom det vanvid, der udspillede sig mellem Beyoncés lillesøster, Solange Knowles, og Jay-Z i en elevator på luksushotellet The Standard.
Her skubbede og råbte Solange af sin svoger, mens Beyoncé så stille til fra et hjørne af elevatoren. Efterfølgende meddelte parterne, at Jay og Solange havde sagt undskyld til hinanden og kaldte det hele for en "beklagelig hændelse".
To år skulle der gå herfra, før Beyoncé udgav albummet "Lemonade". Et album, som fans længe har været sikre på flere steder referer til hændelsen.
7) Plakatfulde Reese Witherspoon
Bar fordi I går til fest sammen betyder det altså ikke nødvendigvis, at du skal kunne alles navne. Og da slet ikke, hvis du har fået en masse af drikke.
Sådan tænkte Hollywood-stjernen Reese Witherspoon nok om det hele, da hun i 2014 gæstede Met Gala i selskab med Stella McCartney, Kate Bosworth og supermodel Cara Delevingne.
Det var og ikke helt nemt for Witherspoon at udtale den smukke models navn. Det bevidner en videooptagelse, der efter modefesten gik viralt, fordi Witherspoon havde svært ved at udtale både Caras for- og efternavn.