Kendte5. februar 2021

Her er den nye "Kender du typen?"-vært

Anne Glad og Flemming Møldrup bliver som eksperter
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/annalin.jpg
 Foto: Bjarne Bergius Hermansen

Efter Mads Steffensens DR-exit, står et af de mest populære tv-programmer, "Kender du typen?", uden vært. Men nu er rollen endelig besat.

Den nye vært bliver Anna Lin, der bedst er kendt for sin værtsrolle på børneprogrammet "Ultra Nyt".

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

I løbet af de næste uger får Anna Lin debut i livsstilsprogrammet, hvor optagelserne til en ny sæson går i gang.

Ligesom Sofie Linde tager Anna Lin nu altså skridtet fra at lave børne-tv til at skulle underholde den bredere befolkning.

- Det er så vildt at få lov til at blive vært på et af mine egne yndlingsprogrammer, der har fulgt mig gennem hele livet. Det er nogle store sko, jeg skal udfylde, så det bliver med stor ydmyghed, at jeg skal invitere seerne med ind i kendte danskeres hjem. Og jeg glæder mig så meget til at grine med Anne og Flemming og komme til selv at lære en masse om danskernes livsstil, siger Anna Lin.

Anne Glad og Flemming Møldrup vil fremover stadig være livsstilseksperter i programmet.

Nyheden om den nye vært er blevet godt modtaget af de to eksperter.

- Er det rigtigt?! Det glæder jeg mig til, lyder det fra Flemming Møldrup.

- Anna Lin er et dejligt friskt pust, som jeg tror vil komme med en masse god energi til programmet. Og så er hun virkelig nysgerrig på livsstil og tendenser, siger Anne Glad.

Sponsoreret indhold