Her er dommen: Cecilie Haugaards bog, "Instagrim", skraber bunden
LÆS OGSÅ: Cecilie Haugaard sablet ned i Informations boganmeldelse: Hyklerisk og tonedøvt
De er ikke ligefrem gavmilde med hverken stjerner eller rosende ord i de danske medier, efter Cecilie Haugaard har skrevet bogen "Instagrim – styr de sociale medier, så de ikke styrer dig".
Bogen udkommer 8. februar fra forlaget Lindhardt og Ringhof, og skal man lytte til anmelderne her til lands, så er Cillemouse, som hun kalder sig over for sine 319.000 følgere på Instagram, langt fra en troværdig kilde, når det kommer til at tage afstand fra den perfekthedskultur, der kan gennemsyre sociale medier.
Ekstra Bladet: Én stjerne
– Jeg vil hellere pisse i bukserne en kold februardag end at bruge ret meget mere tid på Cecilie Nissen Haugaards halvstuderede vrøvl i en selvhjælpsbog, der så gerne vil bygge på psykologisk evidens, men i sidste ende ikke er andet end en alt for lang pixibog skrevet af en umoden influencer, skriver litteraturanmelder Christian Rømer Stokbro.
B.T.: Én stjerne
– Når Cecilie Haugaard efterfølgende i tv-programmet "Deadline" på DR siger, at hun 200 procent godt selv kan se, at hun er en del af problemet, så er det svært at vide, hvorfor forlaget Lindhardt og Ringhof har ment, at hun har troværdighed til at udgive sådan en bog, skriver anmelder Laura Abildgaard Hellensberg.
Nordjyske: Ikke Cillemouses ansvar
– Ansvaret for vores unges mentale tilstand ligger primært et sted – nemlig hos forældrene. Det er os, der skal være rollemodellerne, skriver redaktionschef Mette Rask Bentzen i en leder.
Heartbeats: Så himmelråbende hyklerisk, at man kunne græde
– Det svarer til, at Putin skrev en bog om, hvor godt demokrati egentlig er, men fortsatte business as usual ovre øst på. Okay, det er en lidt voldsom allegori, men Cecilie Haugaard er uomtvisteligt skurken i den her sammenhæng. At hun nu vil ud og lege helt er dybt uvederhæftigt og i bedste fald årets største joke, skriver Thomas Balslev.
Information: Hyklerisk og tonedøvt
– Hun er en af Danmarks største udbydere af den type indhold, som risikerer at gøre skade. Ikke én gang i løbet af bogens 250 sider nævner hun det, der virker som den åbenlyse grund til, at hun selvfølgelig ikke slettede sin profil, dengang hun stod ved en skillevej: At den er en rigtig god forretning, forklarer anmelder Natalie Barrington Rosendahl.
Berlingske: Hårdt at være lækker
– Når man scroller igennem hendes profil på Instagram, ligner Cillemouse ikke en kvinde, der er der for at indgyde ret meget andet end det mindreværd, hun selv var ramt af, skriver kulturredaktør Birgitte Borup.
Cecilie Haugaard har forsvaret sig selv i en video, hvor hun blandt andet siger, at det netop var denne debat, hun gerne vil tage. Hun har dog slået kommentarfeltet fra.
Tirsdag viste Lindhardt og Ringhof sin støtte til influenceren med et opslag – også på Instagram – hvor forlaget skriver, at det står 100 procent på mål for projektet, som det lyder.
For nylig har tv-vært Rikke Gøransson haft premiere på serien "Hvorfor skal Rikke være smuk", hvor hun behandler samme problematik. Hør hende fortælle mere i SE og HØR-podcasten "Sladderministeriet" her: