Her er guldægget, som Ulf Pilgaard efterlod sig
Ulf Pilgaard døde med penge på kistebunden.
Den populære skuespiller, der forleden døde som 83-årig, var nemlig yderst mådeholden.
Han havde ingen dyre vaner og skejede sjældent ud.
Han var ikke tiltrukket af at oprette et net af selskaber for at optimere sin indtjening og derfor er størstedelen af hans økonomi heller ikke offentlig tilgængelig.
Men i 1979, som 38-årig, købte den næsten to meter høje revykunstner en villa i Hellerup, der siden skulle vise sig at blive et guldæg.
1.175.000 kr. gav han for huset.
Her boede han sammen med sin kone Gitte, som døde i 2016. Og det var også her, han den 28. oktober døde af et hjertestop.
Villaen, som ligger 50 meter fra Strandvejen i Hellerup, er på hele 230 kvm. Den er bygget i 1903 og ligger på en stille villavej i et yderst attraktivt område tæt på indkøb og Øresunds bølger.
De fleste ejendomsmæglere vil nok mene, at det en ejendom, der sælger sig selv.
Det seneste ejendomssalg på vejen var sidste år. Et hus med en noget mindre grund. Da det skiftede ejer, var kvadratmeterprisen 105.405 kr.
Hvis Ulf Pilgaards villa sælges til samme kvadratmeterpris, så kommer der til at stå 24.150.000 kr. på salgsskiltet.
Dertil skal formentlig lægges yderligere et par millioner, fordi Pilgaards grund er større og fordi den - i modsætning til sidste års salg - ikke ligger på et hjørne.
Der er tinglyst et enkelt kreditforenings lån på 2.315.000 kr. i ejendommen.
I runde tal blev Ulf Pilgaards investering i herskabsvillaen 20-doblet i den tid, han nåede at bo der.
Hvor meget Ulf Pilgaard hentede ind i royalties fra sin medvirken i film og tv-serier og salg af bøger er ikke tilgængeligt, men det største guldæg er uden tvivl Hellerup-villaen.
Ulf Pilgaard efterlod sønnen Christian på 50 år og to børnebørn.