Her skal Mette Frederiksen stikkes
Nu er det statsminister Mette Frederiksens (S) tur til at få et stik mod coronavirus.
Hun får første vaccinestik i morgen, fredag 4. juni.
Det skriver statsministeriet i en pressemeddelelse.
- I morgen får jeg mit første stik. Jeg glæder mig til, at alle danskere har fået samme mulighed. For vaccinerne er og bliver vores supervåben mod COVID-19, udtaler Mette Frederiksen.
Region Hovedstaden har åbnet for vaccination af årgang 1977, og det er netop den aldersgruppe, Mette Frederiksen tilhører.
Den 43-årige statsministeren kommer til at blive stukket i Øksnehallen på Halmtorvet i København V, og hun kommer altså til at gå på weekend med en dose vaccine rigere i kroppen.
Det er ikke oplyst, hvilket klokkeslæt hun er inviteret til, men hun er efter planen i hvert fald klar til at give en kommentar efter stikket til den fremmødte presse klokken 07.50.
- Flere end 2,2 millioner danskere har påbegyndt deres vaccination mod COVID-19 og 1,3 millioner er færdigvaccinerede. Danskernes tilslutning til at lade sig vaccinere er fortsat meget høj. Det er der grund til at glæde sig over, lyder det fra Mette Frederiksen i pressemeddelelsen.
Om hun skal stikkes med vaccinen fra Pfizer/BioNTech eller Moderna er ikke oplyst.