Hilda Heick er blevet udsat for angreb af hackere
Fredag tikkede der en besked ind hos Hilda Heick med en lille advarsel om, at nogen havde logget ind på hendes Instagram-konto.
Der så dog ikke ud til at være sket noget inde på profilen, så hun skænkede det ikke flere tanker, men nu viser det sig, at hun er blevet hacket.
Det fortæller hun til Ekstra Bladet.
Lørdag formiddag er der således blevet postet to stories, hvor dansk top-dronningen reklamerer for bitcoins.
Noget hun over for avisen kalder løgn og latin.
- Det er godt nok mærkeligt. Det er slet, slet, ikke mig. Det er løgn og latin. Jeg skal have lukket den ned, siger Hilda Heick til avisen.
For lidt siden advarede Hildas datter Annette Heick sine følgere om moderens hackerangreb i en såkaldt Reel på selvsamme sociale medie.
- Advarsel: Min mor er blevet hacket. Pas på, hvis du får Insta-beskeder fra hendes konto, lyder advarslen til hendes godt 75.000 følgere.