Historiens mest perfekte casting? Ryan Gosling skal spille Ken i kommende "Barbie"-film
Mens Margot Robbie skal spille verdens mest ikoniske blonde dukke, Barbie, bliver det den 40-årige canadiske Hollywoodstjerne Ryan Gosling, der skal spille hendes mandlige modstykke, Ken.
Det skriver filmmediet Deadline.com.
Ifølge dem er kvindebedåreren og ”Notebook”-stjernen ved at få de sidste forhandlinger på plads med resten af produktionen og filmselskabet Warner Bros.
Det er Greta Gerwig, der skal instruere filmen om Barbie og Ken, ligesom hun også har stået for udfærdigelsen af manuskriptet sammen med medforfatter Noah Baumbach.
Rygterne går på, at Ryan Gosling oprindeligt afslog tilbuddet om rollen i filmen om legetøjsparret på grund af travlhed, men kilder tæt på projektet kan nu fortælle, at netop Ryan Gosling var produktionens eneste valg.
Derfor rykkede de med det samme, da der åbenbarede sig et hul i Goslings kalender.
Med denne seneste tilføjelse på rollelisten, er filmen meget tæt på at få grønt lys. Planen er at Greta og holdet går i gang med optagelser i slutningen af 2022.
Det er stadig usikkert, hvordan filmens plot kommer til at tage form, men kigger man på Gerwigs tidligere produktioner – som eksempelvis ”Lady Bird”, ”Francis Ha” og ”Little Woman” – så er det nok ikke en helt traditionel version af en Barbie-historie, vi kan forvente.
Artiklen fortsætter under billedet:
Her er de så. Ken og Barbie i det kommende Gerwig-projekt. (Foto: MEGA)
Dog virker Ryan Gosling som et mere eller mindre perfekt valg til den charmerende Ken.
For nyligt er den Oscarnominerede stjerneskuespiller blevet færdig med Netflix-actionfilmen ”The Grey Man”, hvor han spiller overfor Chris Evans.