HIV-positive "Vild med dans"-stjerne Tobias Karlsson åbner op: Sådan har han det

Det er ikke mere end tre år siden, at den svenske danser Tobias Karlsson blev testet positiv for HIV.
Og tilbage i efteråret afslørede han således, hvordan det i sin tid startede med hedeture om natten - og hvordan han efterfølgende smuttede en tur til lægen og lod sig teste.
Nu åbner dansestjernen yderligere op og forklarer om overvejelserne bag det at stå offentlig frem med sin sygdom - og hvordan han lever med den hver eneste dag.
Det gør han over for det svenske medie Hänt.
- For mig var det vigtigt at fortælle om det, for jeg havde det, som om jeg løj for mig selv, forklarer Tobias Karlsson til mediet og uddyber, at han havde det svært med at være tavs om sin sygdom, hver gang HIV-emnet kom på tale.
Derfor besluttede han sig for at afsløre det:
- Jeg vil gerne vise, at det her også er livet. For det har slet ikke ændret mit liv positivt eller negativt, hverken fysisk eller mentalt, forklarer danseren.
- Det er klart, at det var en svær besked at få, men herefter har det faktisk kun gjort mig stærkere. Endnu en hindring på vejen, som jeg gik igennem og blev stærkere af.
Tobias Karlsson har deltaget i den danske udgave af "Vild med dans" fire gange.
Her har han danset med skuespiller Sofie Stougaard, sanger Zindy Laursen, springrytter Tina Lund og forfatter, skuespiller og filminstruktør Hella Joof.