Høghens hustru taler ud om tabet: Vi savner ham hvert minut

I november udkom Lars Høghs bog “Der er antal på alt”, hvor den nu afdøde målmandslegende gav et meget ærligt indblik i sin kamp mod bugspytkirtelkræft tilsat et væld af anekdoter fra hans mere end 40 år i dansk topfodbold,
I bogen fortalte Lars bl.a., hvor svært det var for hans hustru, Tine, at håndtere hans optimistiske tilgang til behandlingen, når hun i stedet var realist og havde udsigt til at skulle leve videre uden Lars, som hun mødte i 1982.
Nu fortæller hustruen Tine Høgh til SE og HØR, hvor hårdt Lars havde knoklet for at nå at færdiggøre bogen. Og derfor betyder det også meget for familien, at bogen forleden blev kåret til Årets Sportsbog, da Danske Sportsjournalister holdt jubilæumsfest.

– Vi er i familien meget beærede over Lars’ bog, som han skrev sammen med Jakob Kvist, har vundet denne flotte pris. Det er en bog, som er skrevet i en meget svær periode i vores liv, men Lars prioriterede det med håbet om, at bogen også kunne være en hjælp for andre, der gennemgår et hårdt cancerforløb, siger Tine Høgh til SE og HØR.
En svær tid
Hans hustru gennem tre årtier er ikke et sekund i tvivl om, at Lars også selv ville være enormt stolt af at modtage prisen.
Da han delte sin diagnose med hele Danmark i et interview med Jes Dorph i “Go’ Aften Danmark”, måtte hans familie pludselig dele ham og behandlingsprocessen med hele nationen. Og det var ikke altid lige nemt for børnene, og derfor benytter Tine lejligheden til at sige dem tak.

– En stor tak til vores børn Jonas og Josefine for at skulle dele deres far med hele Danmark i den følelsesmæssigt svære tid, siger hun og mindes sin afdøde mand:
– Lars var et utroligt rart og positivt menneske, som gav så meget til andre. Vi savner ham hver dag – ja hvert minut og kæmper med at finde en ny vej i livet uden ham, fortæller hun.
Kæmper videre
Det var ikke kun med sin åbenhed om cancerforløbet og den meget personlige og nu prisbelønnede bog “Der er antal på alt”, at Lars forsøgte at hjælpe andre i samme situation.
Sidste år stiftede OB-legenden således NU Festival i samarbejde med Michael Falch og Hans Thomsen for både at sætte fokus på bugspytkirtelkræft, som Lars selv blev ramt af, og for at samle ind til mere forskning i lige netop den kræftform.
– Der er alt for lidt fokus på bugspytkirtelkræft, og det er derfor, vi samler ind til lige netop den kræftform, for de patienter har så dårlige odds, fortalte Tine sidste år til SE og HØR på NU Festivals åbningsdag.

Sidste år lykkedes det at sende hele 780.000 kroner videre til forskning i bugspytkirtelkræft, men familien stopper ikke her.
Igen i år, den 9.–10. september, afholder de festival på Lundsgaard Gods i østfynske Kerteminde.