Høster millioner trods kopidom: Bonus til Bitz
Christian Bitz kommer næppe til at gå fra hus og hjem, selv om han sidste år blev dømt i retten og udskammet som en, der blot laver efterligninger af eksklusivt stentøj.
Den 44-årige forfatter, model, debattør og meget andet har netop offentliggjort 2021-regnskabet for Bitz A/S, som han ejer 40 procent af, og det er fyldt med gode nyheder.
Bruttofortjenesten steg fra 4,2 til 4,8 millioner kroner. Selskabet har desuden finansielle indtægter på flere hundrede tusinde, så efter skat lander overskuddet på over fem millioner kroner.
Bitz og den anden ejer F & H A/S trækker et ekstraordinært udbytte på tre millioner kroner ud af selskabet.
Det er der også råd til for formuen i Bitz A/S var ved årets udgang over fem millioner.
Selv om der gik skår i stentøjsprojektet, så kan Christian Bitz trøste sig med, at han ikke satsede alle sparepengene på kinesisk porcelæn. Man finder nemlig adskillige ejendomme i Bitz formueportefølje.