Kendte31. december 2024
Hollywood-stjernen Keanu Reeves bestjålet: Nu er det dukket op i Chile
Det kan man da kalde en dramatisk sag med et filmisk twist
Af Ritzau
Keanu Reeves' ure er pludselig dukket op mange tusinde kilometer væk fra gerningsstedet.
Foto: Xavier Collin/Image Press AgencyPolitiet i Chile har fundet tre ure, der tilhører filmstjernen Keanu Reeves.
Urene, herunder et Rolex-ur, blev stjålet under et indbrud i skuespillerens hjem i Los Angeles i slutningen af 2023.
Den 60-årige Reeves er blandt andet kendt for John Wick-filmene, hvor han spiller lejemorderen John Wick.
På Rolex-uret er der en inskription, der henviser til John Wick, skriver CNN.
Politiet i Chile samarbejdede angiveligt med amerikanske myndigheder i sagen.
Det kulminerede, da urene og juveler blev fundet under ransagninger af tre huse. En 21-årig mand er anholdt.
CNN noterer i øvrigt, at filmene om John Wick begynder med, at Wick går på hævntogt, efter at der har været indbrud i hans hjem, og hans hund er blevet dræbt.