Hollywood vilde med Zlatko
Zlatko Buric er ikke kun i Hollywood for at deltage i den kommende Oscar-uddeling, hvor ”Triangle of Sadness”, som han har bærende rolle i, er nomineret til tre af de fornemme priser.
Han er også rejst til Los Angeles for at være med i en ny film, der har en mildest talt imponerende rolleliste. Den inkluderer nemlig to af Hollywoods største stjerner - George Clooney og Brad Pitt.
- Jeg skal være en farlig gangster, som George og Brad er bange for, afslører den 69-årige skuespiller grinende, da SE og HØR møder ham til et regnvådt pressearrangement forud for søndagens Oscar-show.
Den kommende film, som Brad Pitt og George Clooney også er med til at producere, er en thriller med titlen ”Wolves” og instrueres af Jon Watts. Han har tidligere stået bag flere af Spiderman-succeserne, og efter at han så Zlatko Burics præstation i ”Triangle of Sadness”, kontaktede han straks den dansk-kroatiske skuespiller for at tilbyde ham en rolle.
”Og så sagde jeg ja”, lyder det skælmsk fra Zlatko Buric.
Ifølge amerikanske medier er optagelserne allerede i gang, og de sidste par dage har Zlatko Buric da også været til prøver på kostumer og makeup. Han begynder sin del af optagelserne på mandag, men har endnu ikke mødt nogle af sine prominente medspillere.
Zlatko Buric tager dog det kommende, stjernespækkede samarbejde med ophøjet ro. I hans optik har han nemlig allerede arbejdet med den største af dem alle - Woody Harrelson, som han spiller overfor i ”Triangle of Sadness”.
”Triangle of Sadness”, som er instrueret af svenske Ruben Östlund, har også danske Vicki Berlin i en af hovedrollerne, og filmen er nomineret til en Oscar i kategorierne Bedste Film, Bedste Instruktør og Bedste Originale Manuskript. Desværre er det de færreste branchefolk, der tror på, at den satiriske succeskomedie får statuetter med hjem, men Zlatko Buric håber stadig på en sejr, siger han.
Uanset udfaldet har filmen tydeligvis allerede forårsaget Hollywood-mirakler for skuespilleren, der efterhånden har adskillige internationale roller bag sig. Alligevel kunne han ikke forestille sig at forfølge Hollywoodproduktionerne så meget, at han flytter til filmbyen.
- Nej, jeg er blevet for gammel, og jeg er flyttet en gang i mit liv - fra Jugoslavien til Danmark. Jeg har brug for København. Men jeg kommer gerne her som gæst og som skuespiller, siger Zlatko Buric, som bliver i USA en uges tid på grund af de forestående filmoptagelser.
Den 95. Oscar-uddeling finder sted natten til mandag, dansk tid. SE og HØR dækker hele showet live.